02-11-2016  - MCH Presse / Lea Schøler Christensen

10 ting at vide om Red Hot Chili Peppers

10 ting at vide om Red Hot Chili Peppers

Hvad ved du om Red Hot Chili Peppers? Måske kan du få udvidet din viden her. Foto: Steve Keros.

Det alternative rockband Red Hot Chili Peppers gæster Jyske Bank Boxen den 16. november. Lær dem bedre at kende her.

Oplev Red Hot Chili Peppers med deres ”The Getaway World Tour” i Jyske Bank Boxen onsdag den 16. november klokken 20.00. Læs mere og køb dine billetter her.

Red Hot Chili Peppers fra Californien har igennem deres lange karriere spillet traditionel rock med elementer fra punk, funk, rap og psykedelisk rock. Men historien om dem er lang og farverig. Vi har udvalgt 10 højdepunkter og facts:

1. Begyndelsen
Red Hot Chili Peppers opstod i 1983. Bandets oprindelige navn var Tony Flow and the Miraculously Majestic Masters of Mayhem, men det blev senere ændret til Red Hot Chili Peppers.

2. For sjov
Fra begyndelsen var bandet ment som en joke. De fire venner Anthony Kiedis (forsanger), Flea (Michael Balzary, bas), Jack Irons (trommeslager) og Hillel Slovak (guitarist) fra Fairfax High School i Los Angeles lavede et band til en enkelt optræden på en bar. Denne optræden blev en succes, og projektet fortsatte.

3. Hall of Fame
Bandet blev optaget i Rock & Roll Hall of Fame i 2012. På institutionens hjemmeside er bandets succes beskrevet således:
”Red Hot Chili Peppers skabte en syntese af punk, funk, rock og rap og blev dermed et af de mest populære og opfindsomme bands i nyere tid. De har solgt flere end 60 millioner albums på verdensplan, og fem af dem har fået multiplatin i USA. De skabte to af 90’ernes definerende albums”.

4. Død af overdosis
Den oprindelige guitarist Hillel Slovak døde af en overdosis. Den israelsk-fødte musiker var 25, da han blev fundet død i sin lejlighed. I sine erindringer ”Scar Tissue” skriver Anthony Kiedis: ”Jeg ville give min førstefødte søn for at få ham tilbage i bandet”.

5. Mest sexede, nulevende mandlige vegetar
Organisationen People for the Ethical Treatment of Animals (PETA) gav i 2008 forsanger Anthony Kiedis titlen som den mest sexede, nulevende mandlige vegetar.

6. Konservatorium for børn
I 2001 grundlagde Flea “Silverlake Conservatory of Music” i Los Angeles. Et nonprofit-konservatorium, som tilbyder musikundervisning til mindrebemidlede børn.

7. Hyldet i The Simpsons
Hele bandet dukkede op i en episode af The Simpsons i 1993 i afsnittet “Krusty Gets Cancelled”. Her spillede de ”Give It Away” iført undertøj.

8. Næstbedste bassist i verden
Den australskfødte bassist Michael “Flea” Balzary begyndte som jazz-entusiast. Som barn var han en talentfuld trompetist, men valgte altså bassen og vendte sig mod punken og rocken. I 2011 blev han kåret som den næstbedste bassist i rockmusikken i en onlineafstemning foretaget af Contact Music. Han tabte her til den tidligere bassist i The Who, John Entwistle. I top fem fandt man desuden Paul McCartney (The Beatles), Geddy Lee (rush) og Les Claypool (Primus).

9. Fire Grammy Awards
I tidens løb har Red Hot Chili Peppers modtaget fire Grammy Awards. I 1993 for bedste hard rock-optræden med sangen ”Give It Away”, i 2000 for bedste rock-sang med sangen ”Scar Tissue”, i 2007 for bedste rock-udgivelse med ”Stadium Arcadium” og også i 2007 for bedste rock-sang med sangen ”Dani California”.

10.  Holdning til præsidentkandidater
Forsanger Anthony Kiedis kaldte i sommers såvel Hillary Clinton som Donald Trump “tyranner”.
“Donald Trump er ikke en sympatisk person. Han er en tegneserietype. Han siger meget urealistiske ting om muslimer og om race, som ikke giver mening. For mennesker er bare mennesker, ikke? Der er godt og dårligt i hver race og hver religion. Men desværre er det store problem, at Hillary Clinton ikke er meget bedre. Hun er lige så stor en tyran,” udtalte han til Classic Rock Magazine.

 

 

Kilder til artiklen
Wikipedia
Heavy.com
Nme.com
Biography.com
Alternative Nation

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer