18-06-2016  - Maria Hesselvig Lange / MCH Presse

220 MCH’ere byttede job for en dag

220 MCH’ere byttede job for en dag

Under temaet ’forståelse, fællesskab og fest’ byttede alle medarbejderne i MCH torsdag job for på den måde at lære hinanden bedre at kende.


Har du nogensinde tænkt over, hvad dine kollegaer får arbejdsdagen til at gå med?  
Det spørgsmål fik 220 medarbejdere i MCH et bedre indblik i, da de i forbindelse med den store medarbejderdag torsdag den 16. juni byttede job for en stund. Rent praktisk betød det, at kortene blev blandet, så blandt andet projektkoordinatorer og økonomifolk blev udstyret med sikkerhedssko og –hjelme og fik instruktioner i, hvordan tømrere, elektrikere og andre driftsmedarbejdere bygger haller op, mens malere og køkkenpersonale flyttede ind på kontorerne og skulle være kreative i den grafiske afdeling og få halplaner til at gå op i en højere enhed hos projektkoordinatorerne. 


B.S. Christiansen kiggede forbi
Medarbejderdagen blev skudt i gang med fælles morgenmad og et oplæg fra motivator og mentaltræner B.S. Christiansen, som fortalte om vigtigheden af samarbejde, og hvad der skal til for at optimere teams. Medarbejderne blev herefter opdelt i grupper og sendt ud på deres nye arbejdsstationer, mens B.S. Christiansen fulgte de forskellige hold rundt i huset. 

- Når man får en større forståelse for hinandens arbejdsopgaver og udfordringer, så får man en større indsigt i virksomheden, som gør, at man bliver stærkere og bedre til at løse de opgaver, man bliver stillet overfor. Det styrker virksomheden til at modgå de kriser og konflikter, der kan opstå, og samtidig skaber det et bedre fundament for at yde det ypperste som virksomhed. Det handler om, at det er den enkelte, der får rum til at udvikle sig, og det styrker hele teamet, fortalte B.S. Christiansen, som var yderst positiv over det store sammenhold, han mødte på sin tur rundt i huset:

- Jeg oplever en kæmpe glæde og et fantastisk samarbejde hos MCH’erne, og det er en vigtig faktor for at nå de mål, man sætter sig.

Smørrebrød og sakselifte
En af dem, der blev smidt ud i helt uvante omgivelser, var projektchef i MCH, Henriette Træholt. Hun spenderede formiddagen i køkkenet, hvor hun smurte smørrebrød til dagens frokost, mens eftermiddagen blev brugt i hal H, hvor hun skulle hjælpe elektrikerne med at sætte lamper op.

- Det har været sjovt at prøve noget helt andet, end det jeg laver til daglig. Jeg har været med til at montere ledninger i flere meters højde fra en sakselift, smurt næsten 30 bakker smørrebrød og været sammen med mine kollegaer på en helt anden måde. Det har været utroligt lærerigt, og jeg har fået et godt indblik i, hvad mine kollegaer laver til daglig, fortalte Henriette Træholt. 

Styrker fællesskabet 
Medarbejderdagen i MCH blev afholdt under nøgleordene ”forståelse, fællesskab og fest”, og hele formålet med dagen var således at få en større indsigt i hinandens dagligdag, lære sine kollegaer bedre at kende og via fællesskab stable en stor medarbejderfest på benene. 

- Det handler om at have en gensidig respekt og forståelse for hinanden – både personligt og arbejdsmæssigt, og det er medarbejderdagen med til at give. Nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer, og derfor kan det af og til være sundt at gå en tur i den skov for at få et bedre overblik, sagde Georg Sørensen, adm. direktør i MCH, og fortsatte:

- Vi har kollegaer, der har været i MCH i 42 år, mens andre er helt nye, og jeg tror, at det er sundt, at de alle lærer hinanden at kende på en lidt anderledes måde. Det hele handler om mennesker, og jeg tror på, at det er vigtigt, at vi mærker hinanden og får forståelse for hinanden, så vi kan styrke oplevelsen af, at vi er ét. At det er vores MCH.
Torsdagens medarbejderdag blev rundet af med en stor fest fredag aften for alle medarbejdere med ledsager. 


Se flere billeder