30-10-2017  - MCH PRESSE

62.600 gæster til en verden af oplevelser i MCH

62.600 gæster til en verden af oplevelser i MCH

MCH's administrerende direktør Georg Sørensen glæder sig over aktivitetsniveauet og de mange besøgende i MCH. Her hepper han sammen med de 10.180 andre, da Danmark slog Frankrig 27-23 i Jyske Bank Boxen søndag. Foto: MCH/Lars Møller

De seneste ti dage har 62.600 gæster besøgt MCH, der har budt på et væld af oplevelser fra heste, halbal og håndbold til messe, kongres, comedy og koncerter.

Den forgangne uges tid har budt på et væld af oplevelser i MCH, og det har stillet store krav til omstillingen fra en aktivitet til den næste på MCH's fire lokationer: MCH Herning Kongrescenter, MCH Messecenter Herning, Jyske Bank Boxen og MCH Arena, hvor især Jyske Bank Boxen har undergået store forandringer.

Hest, halbal og håndbold i Jyske Bank Boxen
I sidste weekend besøgte 18.000 hesteglade gæster Jyske Bank Boxen til FEI World Cup i dressur. Efter afslutningen blev sandet fjernet fra gulvet i multiarenaen, hvor 400 borde blev dækket op til lørdagens halbal med Kandis, Stig & Vennerne og 3.000 festglade gæster.

Straks efter Danmarks Største Halbal sluttede natten til søndag, blev gulvet ryddet for borde, så Jyske Bank Boxen var klar til at tage imod 10.000 håndboldgæster søndag aften, hvor Danmarks olympiske mestre besejrede Frankrigs regerende verdensmestre 27-23.

MCH's administrerende direktør Georg Sørensen glæder sig over ugen:

- Vi siger, at MCH skal være en verden af oplevelser. Det er den forgangne uge et godt eksempel på med de mange oplevelser for alle, siger Georg Sørensen.

Fra messe og kongres til comedy og koncerter
Også MCH's øvrige faciliteter har emmet af aktivitet i ugens løb. Sidste weekend så 7.134 fodboldfans FC Midtjylland slå AC Horsens på MCH Arena. I MCH Messecenter Herning bød den forgangne weekend på Outlet-Messen, hvor tre haller med tilbud tiltrak 17.478 gæster. I MCH Herning Kongrescenter arrangerede Seges sin årlige store og velbesøgte kongres for svineproducenter. Onsdagen bød på foredrag med Rufus Gifford, torsdag og fredag stod der top-comedy på programmet med Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus. De blev lørdag afløst af Rasmus Bjerg, Infernal og Vildtaften i Teater Kælderen. Søndag blev ugen i MCH Herning Kongrescenter rundet flot af med opera, da Herning Teater præsenterede Elskovsdrikken.

MCH ser frem til ny uge
I alt har flere end 62.600 gæster besøgt MCH de seneste ti dage. Den kommende uge byder både på en helt ny messe: EOT - Electronics of Tomorrow, samt nye oplevelser i kongrescentret med The Whitney Houston Show, Huxi Bach, Adam & Noah og jazz med Niels Lan Doky og desuden bl.a. Region Midtjyllands arbejdsmiljøkonference, LO Herning-Ikast vælgermøde og Sydinvests Investormøde. Torsdag tager HC Midtjylland imod KIF Kolding-København i Den Runde Hal B, og fredag spiller FC Midtjylland mod FC Helsingør på MCH Arena. I den kommende weekend byder Dansk Kennel Klub velkommen til Danmarks Største Hundeudstilling i MCH Messecenter Herning.

- Vi elsker at have gæster i MCH, så vi glæder os over, at det høje aktivitetsniveau fortsætter i den kommende uge, siger Georg Sørensen.

Se tranformationen fra halbal til håndbold her


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer