27-10-2017  - MCH Presse

87 udstillere er klar til premieren på EOT-messen

87 udstillere er klar til premieren på EOT-messen

Skandinaviens nye messeevent EOT – Electronics of Tomorrow åbner tirsdag 31. oktober. Foto: MCH

Fremtidens elektronik kommer i fokus, når 87 udstillere og 37 speakere står klar til Skandinaviens nye elektronikevent EOT – Electronics of Tomorrow i MCH Messecenter Herning tirsdag 31. oktober til torsdag 2. november.

Fremtidens elektronik kommer i fokus, når 87 udstillere og 37 speakere står klar til Skandinaviens nye elektronikevent EOT – Electronics of Tomorrow i MCH Messecenter Herning tirsdag 31. oktober til torsdag 2. november.

Nye platforme og intelligent IoT-teknologi er blot nogle af de ting, der venter de besøgende, når MCH Messecenter Herning for første gang nogensinde slår dørene op til EOT – Electronics of Tomorrow tirsdag 31. oktober.

Skandinaviens nye messeevent EOT er dels et mødested for elektronikbranchen og dels en udstilling med specialiserede konferencer og særskilte innovations- og startup-områder, hvor de besøgende inviteres til at lade sig inspirere af innovation og digitalisering.

Stor værdi for udstillere

Foruden mange velkendte brands som Arrow, Prevas og GPV International kommer også ETK EMS Group fra Skanderborg til EOT – Electronics of Tomorrow. De glæder sig til at være en del af elektronikbranchens nye fagmesse og ser frem til både at fortælle om egne fortræffeligheder, møde kollegaer i branchen og blive klogere på nye teknologier:

- Branchen udvikler sig hurtigt, og vi skal have et produktionsapparat, der kan håndtere fremtiden. Nu har vi muligheden for at se, hvad der rører sig – så der er også meget at hente for os udstillere, fortæller Torben Drejer, COO i ETK EMS Group A/S og tilføjer, at han selv er tilmeldt to konferencer indtil videre.

Martin Larsen, head of business development i Delfi Electronics, stemmer i og ser frem mod de mange muligheder EOT tilbyder for udvidelse af netværk og tilegnelse af viden:

- Vi synes først og fremmest, at det er nogle rigtig spændende rammer. Hele værdikæden er repræsenteret, og der bliver sat fokus på mange interessante emner. Jeg ser personligt frem til at lære vores leverandører bedre at kende. Vi kan få stillet alle de tekniske spørgsmål ansigt-til-ansigt, og de kan spørge til vores nye setup med nye ejerforhold.

Han fremhæver især det store fokus på, hvilken retning elektronikbranchen bevæger sig i, samt kombinationen af erfaring og nye idéer:

- Derudover er der stor værdi for os i, at Innovation Lab og de mange startups kommer. Der får vi muligheden for at møde fremtiden og dem, der skal være en del af den, siger Martin Larsen.

Et væld af muligheder fra første dag

EOT – Electronics of Tomorrow åbner officielt tirsdag 31. oktober, hvor blandt andre Herning Kommunes borgmester Lars Krarup og Flemming Jensen, formand for PE Professionel Elektronik, holder åbningstale. Talerne bliver startskuddet til inspirerende messedage, hvor konferencer, networking og udstilling går op i en højere enhed. De mange muligheder for at tilegne sig værdifuld viden begejstrer også arrangøren bag EOT:

- Vi glæder os over den store opbakning, vi oplever fra branchen, og vi ser frem til endelig at kunne byde de besøgende velkommen. Vi håber at kunne være med til at inspirere alle hjørner af branchen, siger Mona Jakobsen, projektchef i MCH.

De 87 udstillere og 37 speakere kan opleves på EOT – Electronics of Tomorrow fra tirsdag 31. oktober til torsdag 2. november 2017 i MCH Messecenter Herning. Læs mere og se programmet på www.eot.dk.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer