20-01-2018  - MCH Presse

Aalborg Pirates sejrede på isen i Jyske Bank Boxen

Aalborg Pirates sejrede på isen i Jyske Bank Boxen

Den 19. og 20. januar kæmpede Danmarks fire stærkeste ishockeyhold om at blive dansk ishockeys næste pokalmester til Final Four i Jyske Bank Boxen. Foto: MCH Lars Møller

Jyske Bank Boxen dannede i weekenden rammen om en historisk ishockeyoplevelse, da Aalborg Pirates sejrede over de forsvarende mestre Rungsted Seier Capital i kampen om Metal Cup-titlen.

Fredag og lørdag dystede Danmarks fire stærkeste ishockeyhold om titlen som Danmarks næste pokalmester til et stemningsfyldt Final Four-stævne i Jyske Bank Boxen. Der var ægte ishockeystemning med flag, klap og jubel fra de fire fanhjørner, da Herning Blue Fox, Aalborg Pirates, Rungsted Seier Capital og Odense Bulldogs løb på isen for første gang nogensinde i Jyske Bank Boxen.

I den første semifinale, der fandt sted fredag eftermiddag, vandt Rungsted Seier Capital 7-0 over Odense Bulldogs, mens Aalborg Pirates slog Herning Blue Fox med et resultat på 4-1 i den anden semifinale fredag aften. Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates tog dermed et skridt tættere på titlen som dansk ishockeys næste pokalmester, der blev afgjort i finalen lørdag eftermiddag, da Aalborg Pirates satte alle kræfter ind i jagten på pokalen og løb med en sejr på 5-2 til stor glæde for de festglade pirates-fans.  

Statsministeren overrakte pokalen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen stod efter kampen klar på isen til at overrække guldmedaljer og pokalen til årets vindere, der blev hyldet for deres indsats. Med armene over hovedet og pokalen løftet i vejret var det en stor sejr for Aalborg Pirates, der for første gang i 11. år løb med titlen som dansk pokalmester. 


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer