27-01-2017  - MCH Presse

Art Herning åbnet: Uden kunst er samfundet fattigere

Art Herning åbnet: Uden kunst er samfundet fattigere

Art Herning afholdes for 20. gang i MCH Herning Kongrescenter. Til åbningen blev der sat fokus på kunstens betydning for mennesket og vores samfund. Foto: MCH/Tony Brøchner

Kunstmessen Art Herning åbnede for 20. gang med en fernisering fredag eftermiddag. Hele weekenden den 27.-29. januar udstiller 39 gallerier fra hele landet deres bedste kunst i MCH Herning Kongrescenter, hvor kunstinteresserede kan starte eller udbygge deres kunstsamling.

Fakta:

• Art Herning afholdes for 20. gang i MCH Herning Kongrescenter

• Ideen med messen er at vise, hvad der rører sig i gallerierne, som på messen møder det kunstinteresserede publikum, såvel private som købere fra virksomheder og institutioner.

Siden 1998 har Herning haft sin egen kunstmesse, og dette år er ingen undtagelse. Den 20. udgave af Art Herning åbnede fredag i MCH Herning Kongrescenter til et talstærkt fremmøde.

Årets åbningstaler, formand for Ny Carlsbergfondet og tidligere direktør for Statens Museum for Kunst Karsten Ohrt åbnede messen med en understregning af galleriernes, messens og kunstens betydning for samfundet:

- Uden kunstnere har vi et fattigere samfund. Det er blandt andet i kraft af kunstnerne, at vi skaber en kreativ fremtid. Det er med kunstnerne, vores samfund bliver mere kritisk, analytisk og undersøgende. Det er med kunstnerne, vi får et friere samfund. Så ligesom et æble om dagen holder doktoren væk, holder et godt billede på væggen ånden frisk og tankefuld, sagde Karsten Ohrt, inden han officielt åbnede Art Herning.

Kort forinden bød Georg Sørensen, Administrerende direktør i MCH A/S, de mange fremmødte velkommen:

- Vi glæder os til årets udgave af Art Herning – den 20. af slagsen. Stærkere end nogensinde med et stærkt felt af de ypperste gallerier. Et felt, vi kun kan præsentere takket være vores fantastiske samarbejdspartner Dansk Galleri Sammenslutning. Og så et rigtig stort ekstra tillykke til jer med jeres meget flotte 50 års jubilæum, sagde Georg Sørensen.

I er Art Hernings styrke
39 gallerier fra hele landet er repræsenteret på årets kunstmesse. Også de fik en varm hilsen fra Georg Sørensen:

- En stor og hjertelig tak til alle jer gallerister, der bakker op omkring Art Herning. I er Art Hernings styrke. I kommer med jeres værker og gør en kæmpe indsats hvert eneste år for at skabe den bedste oplevelse for gæsterne. Den indstilling er ingen selvfølge. Af hjertet tak for den helt særlige atmosfære, som findes på denne messe, sagde Georg Sørensen.

Kvium: Kunsten definerer mennesket
Få timer inden Art Hernings officielle åbning holdt billedkunstneren Michael Kvium tale til en pre-opening for erhvervslivet og kunstmuseer. Her stillede han skarpt på kunstens betydning for mennesker:

- Kunsten bliver for alvor synlig, hvis vi fjerner den. Ellers tager vi den lidt for givet og lægger ikke ordentligt mærke til den. Lad mig forklare det. Siger vi, at vi har ikke brug for musik, bøger og billeder. Lad os fjerne det. Kan vi så overhovedet definere, hvem vi selv er bagefter? Har vi så overhovedet nogen som helst mulighed for at sætte ord på vores følelser? Hvordan kan vi definere en kultur, hvis ikke der er en kunst, som hele tiden debatterer og skaber nye ord, nye billeder og nye lyde på kulturen?, sagde Michael Kvium, hvis værker også udstilles på Art Herning.

Årets tema: Udsmykning

Gallerierne medbringer hundredvis af værker fra internationale, landskendte og nye talentfulde kunstnere. Besøgende på Art Herning kan opleve forskellige kunstarter, møde en række af kunstnerne bag og finde drømmeværket til hjemmet eller virksomheden. Art Herning arrangeres af MCH A/S og Dansk Galleri Sammenslutning.

Årets tema er ’Udsmykning’, og det i alle skalaer.  Fra det enkelte værk, der installeres i en virksomheds reception til store offentlige værker i byens rum. De deltagende gallerier står klar til at hjælpe med udvælgelsen, præciseringen af opgaven og en uforpligtende snak om de mange muligheder, der er for at berige omgivelserne med kunst.

På weekendens kunstmesse kan man i lighed med de seneste tre års messer opleve mag. art. Ole Bak Jakobsen fra det digitale kunstmagasin Kunsten.nu i samtaler med kunstnere - denne gang kunstnere, der har arbejdet med offentlige udsmykninger. Samtalerne bliver blandt andet med kunstnerne Peter Holst Henckel og Rose Eken.

Læs mere på artherning.dk


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer