24-02-2016  - MCH Presse

Danmarks Største Halbal i Jyske Bank Boxen

Danmarks Største Halbal i Jyske Bank Boxen

Det er på mange måder en opsigtsvækkende fest, MCH Messecenter Herning offentliggør som en af de store nyheder i 2016. Landets to største fest-bands, Kandis samt Stig Rossen & Vennerne, er i front, når Jyske Bank Boxen huser Danmarks Største Halbal med forrygende musik og dans samt kæmpe fællesspisning ved langborde i Danmarks største multiarena.

Det handler om fest, fælleskab, dans og dejlig mad, når Danmarks Største Halbal brager løs i Jyske Bank Boxen i Herning 29. oktober 2016. Danmarks største multiarena bliver omdannet til en kæmpe halfest med stort festmåltid ved langborde til de mange fest- og danseglade gæster, mens dansemusikken brager løs fra scenen.

Den bedste festmusik
Det bliver ingen ringere end landets største festbands Kandis samt Stig Rossen & Vennerne og deres forrygende hits, der danner rammen om Danmarks Største Halbal.

Publikum kan se frem til forrygende hits som Det´ dit navn, En lille ring af guld og alle de andre Kandis-hits samt Flemming Bamse Jørgensens folkekære ørehængere – lige fra Vimmersvej til I en lille båd der gynger - leveret af Stig Rossen & Vennerne.

- Halballet er et stykke fantastisk Danmarkshistorie, som vi både skal værne om og udvikle, således at halballerne følger med tiden og er at finde i fremtiden. Derfor har jeg selv været med til at udtænke Danmarks Største Halbal i Jyske Bank Boxen, der rummer alt det bedste fra de fantastiske fester og halballer overalt i landet, men samtidig bliver halbal på en helt ny og opsigtsvækkende måde, siger Stig Rossen fra Stig & Vennerne.

- Vi har efterhånden spillet koncerter overalt i landet, men det bliver alligevel noget helt særligt at trykke den af til denne fantastiske helaftensforestilling i Jyske Bank Boxen. Danmarks Største Halbal bliver lige så historisk, som det bliver stort, og vi vil gøre vores allerbedste for at sikre en uforglemmelig fest, siger Johnny Hansen fra Kandis.

Hygge ved borde og fest på dansegulvet
Danmarks Største Halbal er et ægte halbal. Publikum har hele aftenen egne pladser ved borde på gulvet i Jyske Bank Boxen. Her nyder man først på aftenen en god buffet sammen med tusinder af andre festglade gæster, inden de to dansebands indtager scenen og skiftes til at trykke deres største hits af i et brag af et show, der varer ved hele aftenen.

- Vi glæder os rigtig meget til denne - på alle måder - store fest. Det bliver en fantastisk oplevelse at fylde gulvet i Jyske Bank Boxen med feststemte gæster til et ægte halbal, startende med stor fællesspisning inden landets to største og mest populære festbands trykker den af til langt ud på aftenen. Det bliver en historisk aften med fællesskab, fest og dans, siger Nicki Quist, Leder af Kultur i MCH Messecenter Herning.

Og som det også hører sig til ved et ægte halbal, er et kæmpe dansegulv foran scenen naturligvis klar til at blive indtaget af de mange danseglade gæster. Hele aftenen har de som ønsker det dog hele tiden mulighed for at hvile sig ved deres bord og nyde festen og musikken sammen med vennerne.

Billetsalget snart i gang
Alle billetter er inklusiv spisning, da den lækre buffet er en vigtig del af halballet. Selvom der er god plads i den store hal, kan der være god grund til at skynde sig at købe billetter. Ved billetkøb vælger man nemlig selv bord og siddepladser, så man selv kan udvælge sig de perfekte pladser til sig selv og dem man er sammen med.

- De bedste og uforglemmelige fester har altid fællesskab som omdrejningspunkt. Til Danmarks Største Halbal kan man komme alene eller i grupper og deltage i fællesskabet. Vi tør godt love, det bliver en uforglemmelig fest, og skynder man sig er der plads nok ved de store langborde til både personalefesten, gadefesten eller måske ligefrem byfesten, siger Nicki Quist.

Danmarks Største Halbal har billetpriser fra 395,- inkl. buffet. Billetsalget begynder den 1. marts.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer