30-10-2016  - MCH PRESSE/Maria Lange

Danmarks Største Halbal kom flyvende fra start

Danmarks Største Halbal kom flyvende fra start

Foto: MCH/Lars Møller

Flere end 3.000 festglade mennesker festede til ud på natten, da de lørdag aften var samlet i Jyske Bank Boxen til Danmarks Største Halbal.

Danmarks Største Halbal

Danmarks Største Halbal finder sted igen 28. oktober 2017.

Følg med på mch.dk for mere info om billetsalgsstart eller tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Der blev danset på hver en centimeter af det enorme dansegulv, da Danmarks Største Halbal lørdag aften indtog Jyske Bank Boxen. I aftenens anledning var den store multihal forvandlet til et intimt og hyggeligt halbal, hvor 3.146 festglade gæster sang, festede og dansede sig igennem en hel aften spækket med god mad og festlig musik fra Kandis samt Stig & Vennerne. Alle de kendte hits lige fra ”Vimmersvej” til ”En Lille Ring Af Guld” var med til at sikre et fyldt dansegulv hele aftenen, og det var således to glade artister, der sidst på aftenen forlod scenen efter deres fælles afslutningsnummer:

- Aftenen har ganske enkelt været perfekt. Rammerne har været fantastiske, stemningen har været i topform, og jeg glæder mig allerede til næste år, sagde Johnny Hansen fra Kandis og blev suppleret af Stig Rossen:

- Det har været en helt igennem magisk aften. Folk har sunget og danset i over fem timer, og stemningen har været helt vidunderlig.

Succesen gentages
Med hjælp fra 1,2 kilometer ternet dug, 500 kilo pyntegræskar, 2,5 kilometer lyskæder og rigeligt med god mad og festlig musik blev Danmarks Største Halbal lørdag aften det, som både artister og gæster kaldte en succes, og derfor vækker det også glæde hos ledelsen i MCH, at der allerede nu er sat kryds i kalenderen 28. oktober 2017, hvor Danmarks Største Halbal vender tilbage til Jyske Bank Boxen.

- Det var helt særligt at opleve 3.146 glade gæster feste sammen til Danmarks Største Halbal. Jyske Bank Boxen er skabt til, at mennesker mødes om store øjeblikke, og det var netop, hvad der skete lørdag aften. Vi er meget glade for opbakningen fra Kandis samt Stig og Vennerne. Uden dette samarbejde var det på ingen måde muligt at skabe dette unikke halbal, og derfor glæder det mig også rigtig meget, at vi sammen med de to bands er enige om at gentage Danmarks Største Halbal næste år, sagde Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.

Knæk Cancer sendte live fra halbal
Selvom sang, musik og god mad var i fokus til Danmarks Største Halbal, så blev der i løbet af aftenen også mulighed for at sende en tanke til dem, der har det svært. Halbalsgæsterne havde nemlig mulighed for at støtte Knæk Cancer-indsamlingen via en særlig Knæk Cancer-bod, hvor der blandt andet kunne købes roser – og det blev flittigt benyttet. I alt indsamlede gæsterne til Danmarks Største Halbal 97.673 kroner til Knæk Cancer. Derudover donerede FC Midtjylland 200.000 kroner. Donationerne blev offentliggjort live fra scenen til Danmarks Største Halbal og blev vist direkte i Knæk Cancer-showet på TV 2.


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer