23-11-2016  - MCH PRESSE

Elektronikbranchen bag EOT - Electronics of Tomorrow

Elektronikbranchen bag EOT - Electronics of Tomorrow

Visualisering: MCH.

EOT- Electronics of Tomorrow bliver elektronikbranchens mødested, når dørene åbner for første gang i MCH Messecenter Herning i efteråret 2017.

EOT

EOT - Electronics of Tomorrow afholdes i MCH Messecenter Herning 31. oktober til 2. november 2017. 

Læs mere på www.eot.dk

Elektronikbranchens nye samlingspunkt EOT – Electronics of Tomorrow kommer til at skille sig ud, når den nyudviklede messe afholdes 31. oktober til 2. november 2017 i MCH Messecenter Herning.

Med fremtidens elektronik som omdrejningspunktet byder EOT besøgende indenfor med et nytænkt bud på en messe, hvor konferencer, netværk og udstilling går op i en højere enhed med vækst, udvikling og innovation som den røde tråd.
 

EOT er nytænkning
Udviklingen af EOT er sket i et tæt samarbejde mellem MCH og brancheorganisationerne Ingeniørforeningen IDA, PE Professionel Elektronik og DI Digital samt en række førende repræsentanter på ud­stillersiden. EOT-konceptet rummer bl.a. et væld af konferencer, et unikt værtskab for både besøgende og udstillere samt Start-Ups, der er et særligt område for iværksættere og udviklere.

- Med EOT’s komplette og nytænkte koncept med fuld forplejning til både udstillere og besøgende vil vi sætte nye standarder for netværk, vidensdeling og oplevelser. EOT bliver en nyskabende messe, der er på forkant og adskiller sig fra andre aktiviteter i branchen, siger Bo Lybæk, CEO i GPV International samt formand for Elektronikudvalget under DI Digital og bestyrelsesmedlem i DI Digital, der er branchefællesskabet i Dansk Industri for virksomheder inden for it, tele, elektronik og kommunikation.
 

Attraktivt mødested
EOT henvender sig til besøgende og udstillere inden for elektronikbranchen, og hensigten er, at messen skal være et attraktivt og interessant møde­sted for en bred skare af blandt andet ingeniører, teknikere, udviklingsfolk, maskinbyggere og indkøbere, som kan blive inspireret til nye løsninger og udviklingspotentialer inden for deres respektive brancher. Især EOT’s store fokus på konferencer hilses velkommen af branchen.  

- EOT’s alsidige konferenceprogram bliver utroligt stærkt med et internationalt tilsnit og fagligt funderede speakere. At man så samtidig kan møde så mange virksomheder i udstillings­området gør, at man ikke må gå glip af EOT. En anden stor styrke er det færdige standkoncept og fuld forplejning, der gør det nemt at være udstiller, så vi kan fokusere der, hvor værdien skabes - nemlig på vore kunder, siger Flemming Jensen, adm. direktør i Nohau og formand for PE Professionel Elektronik.

Også i Ingeniørforeningen IDA er der begejstring for den nye elektronikmesse i Herning:

- Vi glæder os over de mange attraktive muligheder, som EOT giver vores medlemmer i elektronikindustrien. Dels er der et højtprofileret og spændende konferenceprogram, men start-ups får også egne rammer på EOT, hvor udstillere kan byde ind som mentorer, og dermed bliver der skabt de bedste vilkår for, at iværksættere kan kobles sammen med den mere etablerede del af branchen, siger Henrik Thamdrup, chef for Teknologiske Netværk i Ingeniørforeningen IDA.
 

Bred opbakning til EOT
Hos MCH vækker det glæde, at elektronikbranchen bakker op om at skabe branchens nye mødested i Herning, hvor innovation og vidensdeling er i centrum.

- Det er en stor glæde at kunne byde elektronikbranchen velkommen i MCH. Særligt fordi branchen har bidraget så massivt til indholdet og udtrykt ønske om at skabe et mødested, der helt i tidens og branchens ånd har stor fokus på innovation og viden. Derfor tak til hver og en, der allerede har bidraget positivt til Electronics of Tomorrow. Vi vil gøre os umage for at leve op til jeres forventninger, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.  

EOT - Electronics of Tomorrow afholdes i MCH Messecenter Herning i dagene 31. oktober til 2. november 2017. 

Læs mere her

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer