07-12-2016  - MCH PRESSE

EM i landevejscykling kommer til Herning

EM i landevejscykling kommer til Herning

Onsdag blev det offentliggjort på et pressemøde, at EM i landevejscykling skal køres i Herning Kommune i 2017. Foto: MCH.

EM i cykling 2017 vil fra 2. august til 6. august blive kørt i Herning Kommune.

EM i landevejscykling

  • EM i landevejscykling 2017 (2017 European Road Cycling Championships) kører fra 2. - 6. august 2017.
  • EM arrangeres af UEC, DCU, MCH og Herning Kommune med støtte fra Sport Event Denmark og Region Midtjylland.
  • En del af de praktiske opgaver omkring værtskabet løses i samarbejde med MCH-koncernen i Herning.
  • I 2016 deltog 777 ryttere fra 45 nationer i EM i Bretagne.
  • Ruterne ved EM 2017 vil i de kommende måneder blive fastlagt i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi.
  • Der er i alt 12 konkurrencer for både mænd og kvinder i hhv. enkeltstart og landevejsløb i klasserne Junior, U23 og Elite.

 

Onsdag 2. august:

  • Junior-enkeltstart for både herrer og damer
  • U23-herrer – enkeltstart

 

Torsdag 3. august:

  • Enkeltstart for kvinder U23                     
  • Enkeltstart for elite herrer + kvinder

 

Fredag 4. august:

  • Landevejsløb for Junior kvinder samt Junior eller U23-herrer

 

Lørdag 5. august:

  • Landevejsløb for Junior eller U23-herrer
  • Landevejsløb for Elite og U23-kvinder

 

Søndag 6. august:

  • Landevejsløb Elite herrer

Europas allerbedste cykelryttere skal i august 2017 kæmpe om titlen som europamester på landevejene omkring Herning.

Onsdag eftermiddag afslørede UEC (Den Europæiske Cykelunion), at værtskabet for EM 2017 er tildelt Danmark i et samarbejde mellem Danmarks Cykle Union, Herning Kommune, Sport Event Denmark, Region Midtjylland og MCH.

- Både DCU, Sport Event Denmark og Herning Kommune har formået at overbevise os om, at Danmark og Herning 2017 vil løfte EM til nye højder, både sportsligt og publikumsmæssigt. Vi er blandt andet meget begejstrede for de tanker, man i Herning har gjort sig om at gøre EM til et inddragende event, hvor også helt almindelige motionister kan prøve kræfter med ruterne. Samtidig viser den erfaring, Herning Kommune har akkumuleret, at de er de helt rigtige til at håndtere et værtskab i denne størrelsesorden, siger David Lappartient, præsident for UEC.

Hos Danmarks Cykle Union er formand Henrik Jess Jensen begejstret:

- Det er en fantastisk dag, når vi kan afsløre, at EM i landevejscykling 2017 vil blive kørt i Herning Kommune over fem dage fra 2. til 6. august 2017. Det bliver en kæmpe cykelfest, hvor juniorer, U23-ryttere og Europas bedste vil kæmpe om i alt 12 EM-titler. Vi vil gerne takke UEC for muligheden for at afvikle EM i Danmark, og jeg vil gerne takke Sport Event Denmark og Herning Kommune for indsatsen for at gøre ambitionen til realitet, siger Henrik Jess Jensen.
 

Danmarks cykelby
I Herning Kommune ser borgmester Lars Krarup frem til en stor sportslig og tilskuermæssig oplevelse.

- Herning er Danmarks cykelby nummer 1, hvilket vi blandt andet beviste med Giro-starten i 2012. Et EM over fem dage, hvor 770 af Europas bedste ryttere fra 45 lande og seks forskellige klasser deltager, bliver et nyt højdepunkt i Herning Kommune, siger Lars Krarup.

Der er bred opbakning til den store event, også fra Sport Event Denmark, der har som mål at tiltrække store internationale mesterskaber til Danmark.

- Endnu en stor cykel-event er trukket til Danmark, og igen indenfor en idrætsgren, hvor Danmark har stolte traditioner og store sportsresultater. Tidligere har Danmark bl.a. været gode værter for VM Landevejscykling, VM Banecykling og VM BMX-cykling i Hovedstadsområdet og VM for amatører i Nordjylland sidste år. Nu kommer turen til en folkefest og et forrygende arrangement i det midtjyske. Det bliver festligt og nyskabende, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.
 

En stor folkefest
MCH-koncernen skal stå for en stor del af praktikken ved EM, og administrerende direktør Georg Sørensen ser frem til, sammen med sine medarbejdere, at modtage cykeleliten, motionister og publikum som gæster.

- Hos MCH elsker vi mesterskaber. Her får vi sammen med gode danske og internationale samarbejdspartnere mulighed for at blive udfordret, flytte grænser og skabe nye oplevelser. Vi glæder os derfor meget til Europamesterskaberne i landevejscykling, og med det stærke firkløver af samarbejdspartnere vil vi gøre os umage for at skabe rammerne for alle gæster – både ryttere og publikum, siger Georg Sørensen

For arrangørerne er det vigtigt at EM i cykling bliver en folkelig event. Derfor er det også planen at arrangere flere forskellige motionsløb, hvor alle kan køre på de samme ruter som eliterytterne.

- Vi ser kæmpe perspektiver i UEC’s vision om at gøre EM til ét af de helt store løb i cykelkalenderen. Løbet i 2016 i Bretagne, med Peter Sagan som vinder, anviste et højt, højt niveau, og det niveau har vi tænkt os at løfte yderligere i 2017, siger Henrik Jess Jensen.

Lars Krarup ser store muligheder for at tiltrække et internationalt publikum til mesterskaberne.

- I starten af august er der virkelig gang i vestkysten, hvor mange turister fra store cykelsportsnationer som Tyskland og Norge i forvejen er på ferie. Med under en times transport til Herning fra Vesterhavet satser vi på at tiltrække mange udenlandske turister som tilskuere. Samtidig har danskerne også sommerferie, og vi tror på, at et løb med Europas største stjerner vil trække rigtig mange interesserede til løbene, siger Lars Krarup.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer