23-02-2016  - MCH Presse

Fødevare-topmøde med ministerdeltagelse på Foodexpo

Fødevare-topmøde med ministerdeltagelse på Foodexpo

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen sidder med, når et kyndigt panel mødes til offentlig sundheds- og madspilds-topmøde på Foodexpo 2016. Foto: Venstres Landsorganisation.

Branchens ledende aktører tager Danmarks fødevaresundhed op til diskussion i en paneldebat på Foodexpo 2016. I panelet sidder blandt andre miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Fakta:

  • Paneldebatten foregår søndag 6. marts fra kl. 10.30 til 11.00 i Hal M.
  • Foodexpo er Nordens største fødevaremesse med over 485 udstillere
  • Der forventes 25.000 besøgende fra hele branchen.
  • Messen foregår i MCH Messecenter Herning fra 6.-8. marts. 
  • Læs mere på foodexpo.dk

Hvordan står det til med den nationale fødevaresundhed? Hvordan skabes mad til flere med hensynstagen til både landmand og ressourcer? Hvordan kan danskerne blive mere interesserede i mindskning af madspild? 

Spørgsmål som disse diskuteres, når et kyndigt panel mødes til offentlig sundheds- og madspilds-topmøde på Foodexpo 2016. Messen foregår i MCH Messecenter Herning fra 6.-8. marts, og debatten finder sted på åbningsdagen.

I panelet sidder nogle af fødevarebranchens førende aktører: Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, Selina Juul stifter af Stop Spild af Mad, Niels Jensen direktør for DLF (Dagligvareleverandørerne), kokken Claus Holm samt Tine Skriver fødevarechef i HORESTA. Ordstyrer er Jeppe Søe fra Dansk Handelsblad.

Claus Holm er kendt for at kommunikere madglæde og -udfordringer i øjenhøjde. Og det er præcis, hvad han planlægger at stå for i Foodexpos panel:

- Det hele kan nogle gange gå hen og blive meget højtragende, og så mister mange motivationen og forståelsen af emnet. Jeg har sagt ja til at deltage i paneldebatten for at tale madspild - eller rester, som jeg ynder at kalde det - i øjenhøjde, for at udfordre og gå til kanten. Jeg har stor respekt for, at Foodexpo tager det ansvar, det er at stille skarpt på de her emner, siger kokken.

Foodexpo deler mad ud til herberg og væresteder
Madspild er et af de emner, som ligger flere og flere danskere på sinde - og i særdeleshed også på Foodexpo. Foruden paneldebatten og det nye trendområde Madspild & Sundhed, tager messen del i sit ansvar ved at indsamle alt overskydende mad fra udstillerne og give det videre til herberg og væresteder. Det gælder især den sidste dag på messen, hvor udstillerne pakker sammen.

- Det er både kolonial- og kølevarer, vi samler ind og sørger for kommer ud til de, som har brug for dem. Selvfølgelig skal vi - som både fødevaremesse og medmennesker - hjælpe dem, der har brug for det og sørge for, at maden ikke går til spilde, siger messens projektleder Carina Høgsted Kirkegaard. 

Ved sidste Foodexpo i 2014 fik 21 herberg i Region Midtjylland glæde af overskudsmaden fra messen. Uddelingen foregår denne gang i samarbejde med fødevareBanken og man forventer, at kunne uddele fem til ni tons mad fra udstillerne på Foodexpo 2016. 

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer