03-04-2017  - MCH Presse

Forårstravlhed på Outlet-Messen

Forårstravlhed på Outlet-Messen

Weekendens Outlet-Messe fyldte tre messehaller og bød på shopping af kvalitets- og mærkevarer til langt under normalprisen. Flere end 2.000 brands var repræsenteret på messen. Foto: MCH/Tony Brøchner.

14.082 købeglade besøgende på weekendens Outlet-Messe i MCH Messecenter Herning fik fyldt forårslagrene op med masser af gode fund af høj kvalitet til stærke tilbudspriser.

Outlet-Messen er Danmarks største shoppemekka med kvalitetsvarer til outlet-priser. Til efteråret åbner dørene igen til Outlet-Messen. Det sker i MCH Messecenter Herning den 28.-29. oktober 2017.

Så kan sommeren bare komme an! Midtjyderne er parate – efter at have været på Outlet-Messen i MCH Messecenter Herning i weekenden. Der er blevet handlet tøj, sko, solbriller, høretelefoner, løbetøj, golfudstyr, udendørs legetøj og meget andet, som man kan forlyste sig med og gøre brug af i foråret og forsommeren. I alt 14.082 gæster gik igennem tælleapparaterne til to dage, hvor solen skinnede ude, men de superskarpe tilbud på mærkevarer stod i kø inden døre.

Outlet-Messen er landets største af sin art og fyldte i weekenden tre messehaller med alt fra tøj, sko, smykker og tasker til sportstøj, hovedtelefoner, bolignips, legetøj og golfudstyr. Messen, som blev afholdt for 17. gang i messehallerne på Vardevej, bød denne gang på 136 udstillere. Outlet-Messen fyldte hele tre messehaller og bød på shopping af kvalitets- og mærkevarer til langt under normalprisen. Varerne var inddelt i områderne Mode, Rollinger, Bolig, Livsstil, Mandfolk og Sport.

Stor interesse for særlige indslag

For anden gang bød messen på området ”Upcoming Designers”, som denne gang bød på spændende varer fra designerne FRIIHOF+SIIG, Appearance, Museknitwear, Kontainer Copenhagen, Another Project og AMOV Apparel. Her kunne gæsterne se og købe helt nye, danske designvarer. En mulighed, som mange benyttede sig af.

- Den fine opbygning og centrale placering i Upcoming-området er et rigtigt lækkert sted at skabe opmærksomhed om et nyt brand. Det er spændende at møde så mange forbrugere og hører deres ideér og input til mine tasker, siger en af udstillerne i ”Upcoming Designers” Camilla Hvingelby, designer og indehaver af Kontainer Copenhagen.

Messens unge gæster benyttede sig i stor stil af muligheden for igen at hilse på Youtube-fænomenet Eiqu Miller, som sammen med FirstGrade Mansion udstillede sit eget tøjmærke FirstGrade. Her blev der handlet plakater og tøj fra den nye kollektion, som blev lanceret på messen, og der var modelkonkurrence for de 8-18-årige samt selfie-konkurrence.

Mange af messens gæster fulgte desuden opfordringen til at donere deres aflagte tøj, tekstiler og sko i containerne ved indgangen. Det hele indsamles af Røde Kors, som bruger det til nødhjælp, der kan gøre gavn såvel i Danmark som blandt verdens nødlidende.

Glade udstillere

Flere end 2.000 brands var repræsenteret, heriblandt Peak Performance, Octopus, Stelton, Bianco Footwear, Message, Hugo Boss, Only, Hummel, Biotherm og Diesel. Med de mange besøgende meldte udstillerne om god handel denne første weekend i april. En af udstillerne var Joachim Brinck fra Hillerød Isenkram, som udstillede for første gang på messen.

– Vi blev blæst omkuld kl. 10.05 lørdag morgen og har mere eller mindre haft kø ved kasseapparaterne til kl. 16.00 søndag eftermiddag. Men det er tydelig at se, at de besøgende går efter mærkevarer som OBH, Mette Blomsterberg, Jamie Oliver, Eva Trio, Lyngby-vaser og køkkengrej til halv pris.

Hos MCH Messecenter Herning glæder man sig over en vellykket weekend med god stemning og stor købelyst.

- Det var herligt at opleve, hvordan det sprudlede af stemning. Vi glæder os over de mange besøgende, som valgte at bruge tiden på Outlet-Messen i stedet for i haven. Vi er meget taknemmelige over, at 136 udstillere – nye som gamle kendinge - mødte op med masser af gode tilbud og godt humør. Vi glæder os allerede til efterårets messe, siger Maja Kjær Juul, projektleder for Outlet-Messen.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer