23-11-2015  - MCH Presse

Formland fejrer foråret på japansk

Formland fejrer foråret på japansk

I Japan hylder man forårets komme med festivalen Sakura, hvor kirsebærtræerne står i fuldt flor. Når Formland Spring åbner til februar er det netop foråret og nordisk-japansk design, der er i centrum.

4.-7. februar 2016 hylder Formland forårets komme, når design- og interiørmessen i MCH Messecenter Herning afholder forårsfestival, der stiller skarpt på fusionen af nordisk og japansk design.

I mere end 1.000 år har man i Japan hyldet forårets komme med festivalen Sakura, når kirsebærtræerne stod i fuldt flor. Til februar er det netop foråret og nordisk-japansk design, der er i centrum, når Formland Spring holder forårsfestival.

- Inspiration fra Japan har været en væsentlig forudsætning for dansk kunst, design og arkitektur i det 20. århundrede og desuden for Danmarks status som design-nation. På Formland Spring Festival stiller vi skarpt på fusionen af den nordisk-japanske forbindelse og den æstetik, vi deler, fortæller drivkraften bag udviklingen af Formland Springs inspirerende trendzoner, stylist og trendekspert Anette Eckmann.

Tag inspirationen med hjem
På trendzonerne kan Formlands besøgende suge til sig af inspiration og viden, de kan integrere i egne butikker.

- Trendzonerne er rige på overraskelser, nytænkende produkter og ikke mindst events, siger projektchef på Formland, Henriette Træholt, MCH Messecenter Herning. Hun fortsætter: 
- Formland er Nordens mest inspirerende interiør- og designmesse, og vi glæder os til at byde indenfor med 300 udstillere. Formland er meget mere end handel – det er hyggelige inspirationsdage for de besøgende med fælles oplevelser, fælles glæde og netværk, siger hun.

Håndværk af høj kvalitet
Trendzonen O-Ha-Yoo, som betyder ”Hej” på japansk, viser et miks af japansk håndværk og skandinavisk formsprog. Området fokuserer på detaljen og den høje håndværksmæssige kvalitet, der kendetegner både nordisk og japansk design.

På Food & Tea Festival findes Chado Tea Temple og Yutaka Sushi, hvor besøgende kan lade op i smukke omgivelser med mulighed for at nyde en kop velbrygget te eller lækker sushi. 

- En af de mest populære teer netop nu er den delikate og sunde Matcha-te. For at stille skarpt på denne te indretter vi en Matcha Bar i samarbejde med BYOH, hvor den hippe drik er i fokus. Desuden kan besøgende opleve gratis foredrag samt te-smagninger og gøre sig klogere på te, siger Henriette Træholt.

Besøgende på Formland Spring Festival har desuden rig mulighed for at deltage i gratis workshops. Blandt tilbuddene er workshops om ikebana, som handler om at få blomster til at leve i en enkelt opstilling, og origami, som er kunsten at folde papir til smukke former. Programmet bliver løbende opdateret med flere spændende workshops.

Formland Spring 2016 finder sted i MCH Messecenter Herning fra 4. til 7. februar 2016. Åbningstiden er fra 9.00 til 18.00 hver dag.

Billeder og yderligere oplysninger: Kontakt projektleder Henriette Træholt, MCH Messecenter Herning, tlf. 99 26 99 88 eller mail het@mch.dk 
 

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer