07-02-2016  - MCH Presse

Formland over al forventning

Formland over al forventning

Foto: Tony Brøchner

Fire dage med købelyst og besøgsfremgang på Formland Spring 2016 i MCH Messecenter Herning. Udstillerne glæder sig over begejstring og optimisme hos indkøbere fra 5.409 forretninger og 25 lande.

Fakta:

  • 12.522 besøgende fra 5.409 forretninger
  • 415 udstillere
  • 130 produktnyheder

Formland kan glæde sig over fremgang på alle parametre: udstillere, nyheder og besøgende. 12.522 besøgende fra 5.409 forretninger sugede 4.-7. februar til sig af design- og interiørmæssig næring på Formland Spring 2016. Fremgangen i antal butikker er på 32% sammenlignet med sidste Formland Spring. 

Og de besøgende var handelsklare, lyder det fra Mogens Dahl fra IC Lauvring, som var en af de i alt 415 udstillere.

- Det er gået over al forventning, og jeg kan uden at blinke sige, at hver dag på Formland har været en god dag. De besøgende har ikke bare været positive og glade men også handelsparate.

Vi har især mødt mange nye kunder fra Sjælland denne gang, siger Mogens Dahl fra interiør-virksomheden.

Det samme tilfredse smil finder man hos Annette Berg Skafsgaard, som er indehaver af Canett Furniture:

- Vi har løbet rundt og har ordrer fra minimum 50 nye forhandlere med hjem. Dertil kommer ordrerne fra vores eksisterende kunder. Så vi er glade og trætte på den gode måde, siger hun.

Fra ide til virksomhed
Formland bød også på mange spændende nye udstillere. På Nordic Buzz var 93 iværksættere fra Tyskland, Sverige, England og Danmark samlet. Blandt dem var virksomheden Kjær Bak, som laver tilbehør til danske træikoner. Også de tager hjem fra Formland med en tyk ordrebog: 

- Det har kort sagt været overvældende. Fra vi kom torsdag, til vi lukkede søndag, har vi forvandlet os fra en ide til en rigtig virksomhed med mange kunder. Vi har fået super god feedback på vores produkter og har masser af ordrer med hjem, siger Karen Bak og Charlotte Kjær Pedersen, som står bag firmaet.

Uddeling af to priser
På Formland blev to priser uddelt søndag: Formland News, som gik til Zone for produktet Zone PEILI, og Formlands Bedste Stand, som gik til JH Engros, der havde skabt en spektakulær urskov. 

- Vi er stolte og glade efter Formland Spring 2016. Når så mange mennesker mødes for at netværke, handle og lade sig inspirere, opstår der noget magisk. Vi er meget taknemmelige for den tillid som vi er blevet vist af både udstillere og besøgende på Formland Spring 2016, siger Formlands projektchef, Henriette Træholt. 

Formland Autumn 2016 gennemføres i dagene 18.-21. august i MCH Messecenter Herning.

Læs mere på formland.dk


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer