03-02-2017  - MCH PRESSE

Fuld gas på Motorshow 2017

Fuld gas på Motorshow 2017

Motorshow 2017 byder på et væld af oplevelser for de motorinteresserede. Foto: MCH/Lars Møller. 

Tre dages Motorshow blev fredag skudt i gang med over 130 udstillere af alt fra motorcykler til biler og gokarts. Forude venter der de besøgende en weekend spækket med højoktan og spændende aktiviteter.

Life On Wheels

Life on Wheels fandt for første gang sted i 2016, hvor 32.223 besøgende lagde vejen forbi. Life on Wheels 2017 består af Dansk Motorsport Award den 2. februar, Motorshow 2017 den 3.-5. februar samt Yamaha SuperCross & Freestyle Show den 3.-4. februar.

Svulstige motorbrøl giver i disse dage genlyd i messehallerne i MCH Messecenter Herning, hvor massevis af muskuløse maskiner og mennesker, der forstår at betjene dem, står parat til at give de besøgende til Motorshow 2017 hæsblæsende og imponerende, oktanfyldte oplevelser. Motorshow byder på sjov på et, to, tre, fire og flere hjul, og med hele den danske motorcykelbranche repræsenteret på messen, bliver der nok at gå på opdagelse i for messens besøgende.
 

Kendisser dystede i Formel 1
Traditionen tro blev Motorshow 2017 kickstartet med et kendisræs, hvor den tidligere racerkører Thorkild Thyrring havde inviteret en række kendte personligheder til at dyste i Lewis Hamiltons F1 Grand Prix Formel 1 simulator i Hal C. Her kunne de besøgende se blandt andre John Nielsen, Nicolas Kiesa, Mikkel Mac og Frederik Schandorff give den gas i simulatoren, men også på CEC Scenen i Hal G kunne de besøgende dagen igennem opleve stjernedrys, hvor blandt andre Casper Elgaard og motorsportslegenden Kris Nissen holdt foredrag. På Motorrad Scenen i Hal M var der også livlig aktivitet, hvor de besøgende kunne opleve præsentationer af de forskellige motorcykelmærker.
 

Flot opbakning
Allerede de første timer gik mange besøgende gennem tælleapparaterne til Motorshow, og det var således to glade arrangører, der gjorde status efter de første åbningstimer:

- Det er fantastisk at kunne skyde weekenden så godt i gang. Hele branchen bakker op om arrangementet, og det er tydeligt, at dette er et setup, der er kommet for at blive, sagde Tino Thorsøe, partner i Copenhagen Event Company og medarrangør af Motorshow, og blev bakket op af medarrangør Lars Green fra ASP Event:

- Hvis man har passion for biler, motorcykler og andre sjove køretøjer, så må man ikke gå glip af Motorshow. Vi har alle grene af motorsport repræsenteret - lige fra gokart til Formel 1, og så har vi sågar også fået plads til et F16-fly. Der er lidt for alle med hang til fart og hestekræfter, sagde Lars Green fra ASP Event, der er medarrangør af Motorshow.
 

Weekend med fuld gas
Motorshow 2017 foregår i MCH Messecenter Herning i hallerne M, G og C i perioden fredag 3. februar til søndag 5. februar 2017, hvor besøgende blandt andet kan glæde sig til at opleve samtlige motorcykelmærker, store dele af bilverdenen, prøve kræfter med en mini-speedwaybane, opleve en dragster-bil med 10.000 hestekræfter, køre gokart, høre foredrag med motorsportens elite og motorcykelverdenen, se den hollandske Formel 1-kører Max Verstappens Formel-bil og møde en række motorsportsgrene.

Arrangementet er en del af konceptet Life on Wheels, som også tæller Dansk Motorsport Award, som foregik den 2. februar, og Yamaha SuperCross & Freestyle Show, som indtager Jyske Bank Boxen den 3.-4. februar.


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer