04-11-2016  - MCH Presse

Gør et kup blandt 400 stande til Stumpemarked

Gør et kup blandt 400 stande til Stumpemarked

Lørdag den 12. november går det løs i otte haller kl. 8.00 til 16.00. Foto: MCH

For 64. gang afholdes Stumpemarked i MCH Messecenter Herning. Det sker lørdag den 12. november, hvor otte haller indtages af passionerede kræmmere og stumpejægere.

Fakta

  • Stumpemarked finder sted to gange årligt i MCH Messecenter Herning.
  • Lørdag den 12. november går det løs i otte haller kl. 8.00 til 16.00.
  • Til foråret er der Stumpemarked lørdag den 8. april 2017.
  • Køb din billet allerede nu på www.stumpemarked-herning.dk – og spring køen over ved indgangen.

Mere end 400 udstillere står allerede fra morgenstunden lørdag den 12. november klar til at byde besøgende velkommen blandt retrofund, reservedele og andre ting og sager, som et kræmmerhjerte drømmer om. Traditionen tro vil otte haller i MCH Messecenter Herning ose af handelsstemning i jagten på et godt røverkøb, der kan være dingenoter og dimsedutter, reservedele og stumper, porcelæn og bestik, legetøj og bøger, gammelt og antikt og alt andet mellem himmel og jord.

Hippe loppefund
Det er 64. gang, at det store kræmmermarked afholdes i Herning. Stumpemarked er inddelt i to områder: Ting & Sager samt Stumpemarked. I afdelingen Ting & Sager kan besøgende med lyst til og øje for antikviteter og særlige loppefund gå på udkig blandt stakkevis af grammofonplader, møbler, porcelæn, møntsamlinger, frimærker, sko, legetøj, bestik og andre antikviteter.

- Området Ting & Sager er vokset støt de senere år, efter at alverdens tv-programmer har været med til at gøre loppefund mere og mere hippe. Til Stumpemarked kan man derfor finde helt specielle ting, og der er i den grad mulighed for at gøre et kup i det store indendørs område, der er mere end 30.000 kvadratmeter stort, siger projektchef i MCH Messecenter Herning, Anders Ladefoged Mortensen.

I området Stumpemarked findes alverdens stumper og sager, der engang har siddet på enten en bil, motorcykel, scooter eller knallert, så her kan entusiaster gøre en god handel blandt stumper, der ellers er svære at støve op. Denne gang deltager også motorcykel-, knallert- og bilklubber, som altid samler rigtige mange motorglade entusiaster. I år deltager blandt andet GB Klub Midtjylland, som kommer med ældre og nyere engelske køretøjer.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer