06-09-2016  - MCH PRESSE

Herning bliver vært for Grand Prix-fest

Herning bliver vært for Grand Prix-fest

Sidst Dansk Melodi Grand Prix blev holdt i Jyske Bank Boxen i 2013, blev vinderen Emmelie de Forest, der senere også vandt Eurovision Song Contest. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Det bliver festligt i hele Herning Kommune, når Jyske Bank Boxen i 2017 skal huse Dansk Melodi Grand Prix og MGP, og Herning bliver Årets Grand Prix By.

Fakta

Herning og MCH har tre gange tidligere været vært for Melodi Grand Prix:


2001 - Vinder: Rollo & King – ”Der står et billed’ af dig på mit bord” (nummer 2 i ESC)
2009 - Vinder: Brinck – ”Believe Again” (nummer 13 i ESC)
2013 - Vinder: Emmelie de Forest -  ”Only Teardrops” (Vinder af ESC)

I 2013 var MGP også i Herning. Her vandt Kristian med sangen ”Den første autograf”.

I forbindelse med MGP og Melodi Grand Prix 2017 er der afsat en pulje til aktiviteter for kulturinstitutioner, skoler, daginstitutioner og ældrecentre i hele Herning Kommune.

Derudover inddrages lokale interessenter som museer, detailhandel, restaurationer og uddannelsesinstitutioner i arbejdet.

Der er lagt op til en musikalsk fest af de helt store i Herning, når Jyske Bank Boxen lørdag 25. februar 2017 er vært for Dansk Melodi Grand Prix.
Lørdagen efter, 4.marts, er det børnenes MGP, der skal fylde Boxen.

Det er et samarbejde mellem Herning Kommune, MCH og DR, der sikrer, at den store musikkonkurrence for fjerde gang kommer til Herning - og til MCH.

- Melodi Grand Prix er en folkefest, og i Herning ser vi frem til igen at blive værter for en kæmpe musik-fest for alle aldre. Danmarks Radio er den største kulturinstitution Danmark har, og vi har, blandt andet sammen med MCH, tradition for et rigtig godt samarbejde med DR om store begivenheder i Herning. I februar 2017 vil vi igen vise Danmark, at kombinationen DR, MCH og Herning er garanti for et godt show, siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.

De to store musikshows vil blive ledsaget af en bunke forskellige festlige aktiviteter i hele kommunen.

- Melodi Grand Prix bliver en stor fest for kommunens indbyggere. I forbindelse med både Melodi Grand Prix og børnenes MGP bliver hele Herning Kommune inviteret til fejring, og vi laver samtidig en pulje til Melodi Grand Prix-aktiviteter, som skoler, ældrecentre, institutioner og andre kan bruge til at fejre Grand Prix’et. Frem mod februar vil vi desuden indbyde både detailhandel, museer, uddannelsesinstitutioner, restauranter og andre interesserede til et samarbejde om at gøre februar 2017 til én stor Grand Prix-måned i Herning Kommune, siger Lars Krarup.
 

Et glædeligt gensyn med Herning
DR’s underholdningschef Jan Lagermand Lundme er glad for valget af værtsby:

- Vi skal til Herning, og det bliver et glædeligt gensyn. Melodi Grand Prix passer perfekt til byen, og Jyske Bank Boxen er et af de bedste steder i landet at producere tv i, så vi har de ideelle rammer at arbejde med. Der er også altid en forrygende stemning blandt publikum i Jyske Bank Boxen, og det smitter af på showet, og når helt ud i stuerne til alle seerne, så vi glæder os rigtig meget, siger Jan Lagermand Lundme.

Sidst Dansk Melodi Grand Prix blev holdt i Jyske Bank Boxen i 2013, blev vinderen Emmelie de Forest, der senere også vandt Eurovision Song Contest.
 

Grand Prix er noget særligt
Hos MCH ser administrerende direktør Georg Sørensen frem til igen at få besøg af de to store musikfester, der med succes har været afholdt først i den runde hal B og senest i Jyske Bank Boxen.

- DR er lig med flotte shows og store oplevelser i Herning, og vi glæder os alle til opgaven sammen med vores gode og mangeårige samarbejdspartner DR, siger Georg Sørensen og fortsætter:

- Melodi Grand Prix er folkeeje og samler nationen med en helt særlig stemning, storslået show, spænding og vinderglæde. Vi glæder os til de to Grand Prix oplevelser i 2017, siger Georg Sørensen.

Billetter til Melodi Grand Prix 2017 i Jyske Bank Boxen kan købes fra den 30. september klokken 12.00, mens billetter til børnenes MGP 2017 i Jyske Bank Boxen kan købes fra den 14. oktober klokken 12.00. Se mere på mch.dk.


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer