23-05-2017  - IIHF/MCH Presse

Ishockey VM 2018: Grupperne er offentliggjort

Ishockey VM 2018: Grupperne er offentliggjort

Foto: Jan Korsgaard.

Ishockey VM 2017 er netop afsluttet, og det betyder, at planlægningen frem mod VM 2018 nu for alvor kan gå i gang. Mandag blev det afgjort, hvordan grupperne ser ud i 2018, og publikum i Herning kan se frem til en særdeles attraktiv gruppe.

Gruppeinddeling

 

Gruppe A

  • Rusland
  • Sverige
  • Tjekkiet
  • Schweiz
  • Hviderusland
  • Slovakiet
  • Frankrig
  • Østrig

 

Gruppe B

  • Canada
  • Finland
  • USA
  • Tyskland
  • Norge
  • Letland
  • Danmark
  • Sydkorea

I Herning får tilskuerne – ud over Danmarks hjemmekampe – fornøjelsen af verdensklassenationer som Canada, Finland og USA. Og der bliver med sikkerhed liv og glade dage i byen, når de traditionelle publikumsmagneter fra Letland og Tyskland dukker op og skaber liv i gadebilledet – i øvrigt sammen med de mange finner, der plejer at rejse til VM. Der kan også forventes mange tilrejsende fans fra Norge, ligesom VM-debutanterne fra Sydkorea bliver et uhyre spændende bekendtskab.

I København får Royal Arena glæden af Sverige, Rusland, Tjekkiet, Schweiz, Hviderusland, Slovakiet, Frankrig og Østrig.
 

Perfekt balance
- Der er noget nær den perfekte balance i grupperne. Sverige og Danmark skulle i hver sin gruppe, og vi skulle have placeret Rusland i København. De kommer med rigtig mange tilskuere og er generelt en stor opgave at håndtere som arrangør. Vi har allerede fået mange hotelforespørgsler fra russiske interessenter. Vi er sikre på, at København klarer opgaven og også får skabt en fest for de mange medrejsende fans, der ankommer - og selvfølgelig også alle de danske fans, der skal ind og feste med, siger Henrik Bach Nielsen, formand for Danmarks Ishockey Union.

- Herning-gruppen bliver mindst lige så interessant. Danmark giver sig selv, men tænk en fest det bliver med Tyskland, Finland og Letland i gruppen i Jyske Bank Boxen. Og nordmændene støtter jo også gerne op om begivenheder i nabolandene. Herning har før klaret store opgaver. Det gør de også den her gang, siger DIU-formanden.

- Generelt er jeg kun blevet mere optimistisk i forhold til billetsalget efter at have været i Köln og Paris til VM. Der har været virkelig mange fans udefra, og kan vi ramme den samme tilstrømning i Danmark, bliver det et godt VM. Det er jeg sikker på, siger Henrik Bach Nielsen.

 

Om IIHF VM 2018

IIHF Ishockey VM 2018 afholdes i Danmark, hvor Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København lægger is til de 64 kampe. Eventet afholdes fra den 4. til den 20. maj 2018 med deltagelse af de 16 bedste ishockeynationer i verden. Danmark har siden 2003 hvert år været kvalificeret til at spille med i A-VM. Billetsalget startede med et begrænset antal pakker i maj 2017. Hovedbilletsalget går i gang i september 2017. IIHF VM 2018 er blandt verdens største sportsevents og broadcastes i 165 lande til mere end 1,3 milliarder seere. Danmarks Ishockey Union arrangerer verdensmesterskabet gennem projektselskabet Ishockey VM 2018 P/S, der ejes ligeligt af DIU og Infront Sports & Media AG. VM-projektet støttes af Sport Event Denmark, Herning Kommune, Region Midtjylland, Københavns Kommune og Region Hovedstaden.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer