20-12-2015  - MCH Presse

MCH runder én million gæster i 2015

MCH runder én million gæster i 2015

Administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen overraskede søndag sammen med DHF-formand Per Bertelsen familien Strunge fra Linå med gaver og blomster. Da familien gik gennem dørene i Jyske Bank Boxen, rundede MCH-koncernen gæst nummer én million på sine

For første gang nogensinde runder MCH A/S én million gæster i koncernens faciliteter på ét år.

Alt imens håndboldfans fra nær og fjern strømmede ind i Jyske Bank Boxen søndag formiddag, tikkede MCH’s tælleapparater op på et rundt og meget stort tal. Kl. 11.51 nåede koncernens samlede besøgstal for hele 2015 nemlig op på 1.000.000 gæster.

- Det er helt specielt for os. Vi er både glade og stolte over at runde dette fantasiske tal. Det er den største anerkendelse vi kan ønske os, når så mange gæster besøger os i løbet af et år. Dette kan kun lade sig gøre, fordi alle vores medarbejdere på de fire faciliteter har præsteret deres ypperste, siger Georg Sørensen, Administrerende direktør, MCH Messecenter Herning.

De én million gæster dækker både over gæster i MCH Herning Kongrescenter, MCH Arena, MCH Messecenter Herning samt Jyske Bank Boxen. 

Gæst nummer én million fra Silkeborg
Og det var netop i Jyske Bank Boxen, at det runde tal blev nået, præcis da familien Strunge fra Linå mellem Silkeborg og Århus gik igennem tælleapparaterne – i øvrigt for første gang. De blev stoppet og trukket til side, hvor Georg Sørensen sammen med Formanden for Dansk Håndboldforbund, Per Bertelsen, stod klar med gaver og hilsener til den overraskede familie.

- Vi ved faktisk ikke, hvorfor vi aldrig har været i Jyske Bank Boxen før. Vi har bare aldrig gjort meget med at komme ud og se ting på den her måde. Og så oplever vi pludselig det her. Det er meget overvældende, siger Rikke og Brian Strunge, der er forældre til Julie og Kristoffer.

Familien Strunge er meget håndbold-interesserede, børnene spiller håndbold i Voel KFUM, men det lykkedes dem ikke at få billetter til EM for herrerne i 2014, da alt var udsolgt. Denne gang lykkedes det at få billetter til VM-finalen, og nu kan familien oven i købet selv vælge den næste oplevelse i MCH. Der var nemlig fire billetter til et valgfrit arrangement i MCH til hele familien som en gave.

- Det er jo helt fantastisk. Vi er rigtig glade for gaven. Ungerne er jo blevet så store, at vi nu nemmere kan tage dem med til sådan noget her. Så nu glæder vi os til at opleve Jyske Bank Boxen og især at høre nationalsangen, og så skal vi hjem og kigge på, hvad det næste besøg skal være, siger Rikke Strunge.

Også hos MCH-direktøren var der glæde over det historiske tal, der blev rundet søndag kort før årets udløb.

- Vi arbejder hårdt på at sikre, at vores gæster har den bedste oplevelse, når de besøger MCH. Derfor skal der lyde en stor tak til alle de mange, der har en andel i, at vi har kunnet byde så mange mennesker velkommen i MCH i 2015. Det gælder både kunder og samarbejdspartnere, og naturligvis de flere end én million gæster. Hjerteligt tak, siger Georg Sørensen. 

Det samlede besøgstal i MCH var i 2014 919.586. Det endelige tal for 2015 bliver først gjort op, når de sidste arrangementer i december er helt overståede, men for første gang bliver tallet altså over én million.

Yderligere oplysninger: Torben Kølbæk, leder af kommunikation, MCH, tlf. 9926 9845, tok@mch.dk 

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer