03-03-2017  - MCH PRESSE

Norske teenage-idoler giver koncert i Jyske Bank Boxen til september

Norske teenage-idoler giver koncert i Jyske Bank Boxen til september

Pressefoto.

De norske tvillinger Marcus & Martinus, der i weekenden optræder som special guests ved årets MGP-fest i Herning, vender tilbage til Jyske Bank Boxen lørdag 2. september.

Det kommer uden tvivl til at vække glæde i mange pigehjerter, at de norske tvillinger Marcus & Martinus giver koncert i Jyske Bank Boxen i Herning til september.

Med en liste af meritter, der kunne gøre enhver kunstner grøn af misundelse, har den norske pop-duo Marcus & Martinus opnået mere, end mange gør gennem en hel karriere. Aktuelt er de to idoler special guests ved weekendens store MGP-show på DR1, der sendes live fra Jyske Bank Boxen. I samme forbindelse står det nu klart, at stjerne-duoen vender tilbage til Herning og Jyske Bank Boxen til september.

- Det seneste års tid har vi fået rigtig mange henvendelser fra det yngre publikum, som igen og igen har spurgt, om Marcus og Martinus mon kommer til Herning for at give koncert. Derfor glæder det os, at Live Nation med denne nyhed nu gør det muligt for drengenes mange fans at opleve brødrene i Jyske Bank Boxen til september, og vi glæder os lige så meget til at tage imod de unge norske stjerner igen, siger Nicki Quist, Leder af Kultur, MCH Messecenter Herning.
 

Lynkarriere
Marcus & Martinus er Norges deciderede største teenageartister, og et popfænomen Skandinavien ikke har set magen til i mange år. Tvillingerne fra Trofors i Nordland var bare ti år gamle, da de vandt Melodi Grand Prix Junior i 2012 med sangen ”To dråper vann”, og derefter skød karrieren hurtigt fart.

I 2015 erobrede de hitlisterne med debutalbummet ”Hei” og hitsinglen ”Plystre på deg”. Derefter fulgte monsterhittet ”Elektrisk” feat. Katastrofe, som gjorde Marcus & Martinus til de yngste norske artister nogensinde til at streame platin – og musikvideoen til ”Elektrisk” satte rekord som den mest sete norsksprogede video nogensinde.

2016 var et hektisk og vigtigt år for gutterne, som udsendte deres første engelsksprogede album ”Together”, udgav bogen ”Vår Historie” og tv-serien ”MM News” på TV Norge. Dertil spillede de to gange for et udsolgt Oslo Spektrum og erobrede for alvor nabolandene Sverige og Danmark. Tvillingerne toppede året med tre Spellemann-nomineringer (norsk prisuddeling), blandt andet for ”Årets nykommer” og ”Årets popgruppe”.

Filmen om Marcus & Martinus ”Sammen om drømmen” havde premiere i januar 2017 i Norge, Sverige, Danmark og Finland, og fik den bedste åbningsweekend for en norsk dokumentar nogensinde med over 75.000 besøgende i Norge alene.

Under Spellemann-uddelingen samme måned blev drengene kåret til ”Årets Spellemann” - en pris de takkede familien og ikke mindst deres fans i alle landene for.

Marcus & Martinus er ekstremt populære på de sociale medier, hvor de har flere end 650.000 følgere på Instagram, 1,1 millioner fans på Musically, 160.000 abonnenter på Youtube og mere end 50.000 som følger dem på Snapchat.

Marcus & Martinus gæster Jyske Bank Boxen i Herning 2. september 2017. Billetsalget starter lørdag 11. marts kl. 12.00 via mch.dk, livenation.dk og ticketmaster.dk. Billetpriser fra 370 kroner eksklusiv gebyr.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer