27-01-2016  - MCH Presse

Nu realiseres første etape af Fremtidens MCH

Nu realiseres første etape af Fremtidens MCH

Fremtidens MCH - Timeworld

Nu sættes der gang i arbejdet med at forny MCH Messecenter Herning. Første etape af arbejdet bliver etableringen af den såkaldte River of Time og et generelt løft af messecenter-området.

For et år siden besluttede byrådet i Herning Kommune og bestyrelsen i Realdania hver at bevilge 150 mio. kr. til at realisere Fremtidens MCH. Nu er planerne så langt, at det konkrete arbejde kan begynde.

Første etape af projektet, den såkaldte River of Time og en forskønnelse af selve messecenter-området, sættes nu i gang.

River of Time er en overdækket ”forbindelsesvej”, som skal skabe sammenhæng mellem messehallerne og Jyske Bank Boxen. Sideløbende med etableringen af River of Time vil området omkring Vardevej i Hernings sydlige del blive gjort mere visuelt attraktivt og indbydende.

Konkurrence
Arbejdet med at udarbejde konkrete skitser går i gang i foråret, hvor opgaven sendes i udbud hos arkitekter og entreprenører.

Første del af River of Time ventes at være færdiggjort i starten af 2018 - altså i god tid forud for afviklingen af A-VM i ishockey i Jyske Bank Boxen i maj 2018. Dermed vil tilskuere og andre besøgende til det kæmpestore arrangement kunne se frem til en endnu bedre publikums-oplevelse.

Etapen er den del af det samlede projekt Fremtidens MCH, som Realdania har øremærket sin bevilling til. Byrådet har frigivet 50 mio. kr. af de bevilgede 150 mio. kommunale kroner til arbejdet med første etape.

En stærk motor
- Det er en vigtig milepæl i arbejdet med at realisere det samlede projekt Fremtidens MCH, siger Herning Kommunes borgmester Lars Krarup (V).

- Messecentret har været en stærk motor for Hernings udvikling, og med igangsætningen af arbejdet med River of Time og forskønnelsen af området åbner der sig helt nye muligheder for MCH. I forvejen har messecenter-området jo udviklet sig eksplosivt de senere år med opførelsen af både fodboldstadion og Jyske Bank Boxen. Så det er i naturlig forlængelse af det, at vi nu tager dette initiativ.

Hos Realdania ser man frem til den kommende konkurrence. Filantropidirektør Anne Skovbro, Realdania, siger:

- MCH Messecenter Herning er i forvejen et dynamisk kraftcenter i regionen, og vi er glade for at kunne bidrage til det infrastrukturelle løft i og omkring messeområdet, så det understøtter et moderne, dynamisk oplevelsessted med både de nuværende og kommende aktiviteter. Det handler bl.a. om at skabe en større helhedstænkning, som også vil understøtte MCH’s sammenhæng med de umiddelbare omgivelser samt forbindelsen til Herning By.

Stolt og glad direktør
Hos MCH er adm. direktør Georg Sørensen yderst tilfreds:

- Vi er stolte over, og glade for, den tillid, som Herning Kommune og Realdania viser os. Vi vil gøre os umage for at leve op til den tillid. Fremtidens MCH vil helt sikkert få stor betydning for oplevelsen hos vores kunder, gæster og samarbejdspartnere, siger Georg Sørensen.

Parallelt med realiseringen af første etape arbejdes der videre med det samlede projekt, herunder oplevelsesattraktionen TimeWorld, som er den naturlige etape-forlængelse af River of Time-projektet.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer