03-05-2017  - MCH PRESSE

Nu starter billetsalget til VM i ishockey 2018

Nu starter billetsalget til VM i ishockey 2018

Forsalget til VM i ishockey 2018 starter lørdag 6. maj kl. 9.00. Foto: Jan Korsgaard-kanut.dk.

Lørdag 6. maj starter pre-sale billetsalget til VM i ishockey 2018, der finder sted i Herning og København til maj næste år. Arrangementet forventes at blive den største sportsbegivenhed nogensinde på dansk grund.

Om IIHF VM 2018
 

IIHF Ishockey VM 2018 afholdes i Danmark, hvor Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København lægger is til de 64 kampe. Eventet afholdes fra den 4. til den 20. maj 2018 med deltagelse af de 16 bedste ishockeynationer i verden. Danmark har siden 2003 hvert år været kvalificeret til at spille med i A-VM. Billetter sættes til salg i maj 2017. IIHF VM 2018 er blandt verdens største sportsevents og broadcastes i 165 lande til mere end 1,3 milliarder seere. Danmarks Ishockey Union arrangerer verdensmesterskabet gennem projektselskabet Ishockey VM 2018 P/S, der ejes ligeligt af DIU og Infront Sports & Media AG. VM-projektet støttes af Sport Event Denmark, Herning Kommune, Region Midtjylland, Københavns Kommune og Region Hovedstaden.  

Det gælder om at være klar på tasterne eller ved telefonen denne weekend, hvis man vil sikre sig billetter til at følge de danske ishockeyherrer på deres hjemmebane i Jyske Bank Boxen i Herning, når Danmark i maj 2018 er værter for det første ishockey-VM på dansk grund. Første etape af billetsalget starter allerede lørdag 6. maj kl 9.00.

- Vi har glædet os til at sætte billetterne til salg til det, der bliver den største sportsbegivenhed på dansk grund nogensinde. Det bliver en helt unik mulighed for danske sportsfans for at opleve verdens bedste ishockeynationer kæmpe om VM-guldet. Vi ønsker at skabe en folkefest med både danske og udenlandske tilskuere, hvor dagene byder på verdensklasse ishockey, fest og sammenhold, siger Henrik Bach Nielsen, formand for Danmarks Ishockey Union. 

Det danske værtskab for VM i ishockey står som den foreløbige kulmination på de seneste 15 års imponerende udvikling i dansk ishockey, og verdensmesterskabet bliver derfor en ekstraordinær mulighed for danske sportsfans til at støtte op om det danske landshold og hjælpe dem frem i kampene mod de bedste ishockeynationer i verden.
 

Sæt kryds i kalenderen
Allerede 6. maj kan fans i både ind- og udland sikre sig de eftertragtede pladser på tribunerne. Her starter forsalget af billetpakker med Danmarks syv indledende kampe, som alle skal spilles i Jyske Bank Boxen Herning. I andre billetpakker sælges alle Sveriges indledende kampe, alle gruppespilskampe (28 kampe), de seks slutspilskampe, samt en pakke med alle 30 eller 34 VM-kampe i Herning og København. Øvrige billetkategorier sættes i salg 1. september 2017, 3. november 2017 og i løbet af 2018.

I forbindelse med kampene vil der være adgang til et fanområde, hvor der vil være god stemning og mulighed for at slappe af før og imellem dagens kampe.

Billetter til VM i Danmark kan købes via mch.dk, 2018.iihfworlds.com eller Ticketmaster.dk. Priserne starter fra 895 kr. Alle billetpriser er excl. gebyr til Ticketmaster.

 

Vigtige datoer for billetsalg:

Et begrænset antal billetpakker og billetkategorier sættes til salg på lørdag. Ønsker man at købe en enkelt kampdagsbillet bliver disse først sat til salg i 2018.

 

6. maj 2017 – Pre-sale med begrænset antal pakker:

  • “Følg Dit hold DEN”-pakken: Billetpakker med 7 gruppespilskampe fra 1.340 kr. til 3.390 kr.
  • “Følg Dit hold SWE”-pakken: Billetpakker med 7 gruppespilskampe fra 1.340 kr. til 3.390 kr.
  • Gruppespilspakker: Billetpakker med 28 kampe fra 3.650 kr. til 13.375 kr.
  • Slutspilspakker: Billetpakke med 6 kampe fra 2.610 kr. til 7.860 kr.
  • Arenapakker: Billetpakker med 30 eller 34 kampe fra 3.900 kr. til 19.100 kr.
     

1. september 2017:

Kampdagspakker til gruppespillet samt ”Følg Dit Hold” til de resterende 14 lande sættes til salg. Billetpakker med 2 – 3 kampe fra 150 kr. til 3.315 kr.

 

3. november 2017:

Kampdagspakker til slutspillet sættes til salg. Billetpakker med 2 – 3 kampe fra 150 kr. til 3.315 kr.

 

2018:

Enkeltbilletter til kampe, der endnu ikke er udsolgt, sættes til salg. Kampbilletter fra 69 kr. til 2.235 kr.

 

Rabat ved køb af pakker

Billetkøberen opnår følgende rabatter på billetpakker i forhold til kampbilletpriser:

  • Op til 25% rabat ved køb af arenapakker
  • Op til 20% rabat ved køb af gruppespilspakker
  • Op til 15% rabat ved køb af kampdagspakker

 

Kampbilletter sælges uden rabat og kun til ikke-udsolgte kampe.

 

Der gives børnerabat på 25% til og med 13 år. Børnerabatten forekommer kun ved udvalgte billetkategorier.

 

Turneringsformat:

Jyske Bank Boxen, Herning (Danmarks hjemmebane)

  • Gruppespilskampe 4. – 15. maj 2018
  • To kvartfinaler 17. maj.

 

Royal Arena, København

  • Gruppespilskampe 4. – 15. maj 2018
  • To kvartfinaler 17. maj
  • Semifinaler 19. maj
  • Finale og bronzekamp 20. maj

 

På dage med to kampe starter kampene kl. 16:15 og 20:15.

På dage med tre kampe starter kampene kl. 12:15, 16:15 og 20:15.

 

Endelig turneringsplan og kampstarttider frigives sommeren 2017.

 

Læs mere og køb billetter her

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer