12-12-2017  - MCH Presse

Nu starter forsalget til VM i herrehåndbold 2019

Nu starter forsalget til VM i herrehåndbold 2019

I 2015 afgjorde håndboldkvinderne deres VM på hele Danmarks hjemmebane i Jyske Bank Boxen. I januar 2019 er det herrernes tur. Pressefoto.

Danskerne kan allerede fra torsdag 14. december sikre sig en billet til håndboldherrernes VM, der løber af stablen 10.-27. januar 2019 i Danmark og Tyskland og afsluttes med et finaleopgør i Jyske Bank Boxen.

Torsdag 14. december kl. 10.00 starter forsalget til håndboldherrernes VM i januar 2019, og man skal være hurtig, hvis man vil sikre sig en billet inden jul, fortæller Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund:

- Det er bare med at komme til tasterne, for vi åbner kun for salg af en lille del af billetterne her inden jul. Skulle man være så uheldig, at man ikke når at få en billet i denne omgang, vil der være en ny runde i januar, hvor vi igen åbner for en lille del af billetterne. Derefter åbner vi først for billetsalget igen i juni, når vi kender datoerne for de enkelte nationers kampe.

Tyskland og Danmark inviterer sammen til håndboldfest
VM i 2019 afholdes sammen med Tyskland, og mens åbningskampen spilles i Berlin 10. januar, kan danskerne glæde sig til finalekampen, der bliver spillet i Jyske Bank Boxen 27. januar. De danske håndboldherrer spiller deres første kamp på åbningsdagen 10. januar i Royal Arena.

Som værter har både Danmark og Tyskland kvalificeret sig til VM, og det står allerede nu klart, at Tyskland spiller i gruppe A, mens Danmark spiller i gruppe C. I gruppe B vil enten Frankrig eller Kroatien være at finde, mens gruppe D vil bestå af enten Norge eller Sverige.

Når der i juni 2018 er trukket lod om puljerne, vil alle de resterende billetter blive sat til salg. Herefter vil Tyskland og Danmark tage stilling til, om det også skal være muligt at købe billetter til enkeltstående kampe.

Om værtsnationerne
Både Tyskland og Danmark er to stolte håndboldnationer med herrelandshold, der begge ligger i top tre på IHF’s verdensrangliste. Samlet set har de to lande stor erfaring med at afholde mesterskaber: Tyskland afholdt deres første VM i 1938, og siden har de været værter for et stort mesterskab ni gange, mens Danmark har været værter ved EM og VM syv gange.

Når VM til januar bliver spillet i Danmark og Tyskland, vil man kunne opleve herrehåndbold i verdensklasse seks forskellige steder: I Danmark, hvor Sport Event Danmark er partner, spiller gruppe C i Jyske Bank Boxen i Herning (15.000 tilskuere) og gruppe D i Royal Arena i København (13.500). I Tyskland spiller herrerne i gruppe i A i Mercedes-Benz Arena i Berlin (14.800) og gruppe B i Olympiahalle i München (12.000). Semifinalerne bliver spillet i Barclaycard Arena i Hamborg (13.300), mens første runde af gruppespillet foregår i LANXESS Arena i Køln (19.250).

Billetterne kan købes via mch.dk og den officielle VM-side.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer