22-03-2017  - MCH PRESSE

Ny fødevaremesse kom godt fra start

Ny fødevaremesse kom godt fra start

Madværkstedet fandt sted i Lokomotivværkstedet i København 21.-22. marts 2017. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Den nye fødevaremesse Madværkstedet sluttede onsdag efter to inspirerende dage med fokus på fødevarebranchen. Messen, der er et supplement til Foodexpo, blev godt taget imod af både udstillere og besøgende.

Madværkstedet

Madværkstedet 2017 blev arrangeret af MCH Messecenter Herning i samarbejde med brancheforeningen DLF - Dagligvareleverandørerne. Madværkstedet fandt første gang sted den 21.-22. marts 2017 i Lokomotivværkstedet i København.

Læs mere på madværkstedet.dk

Fødevarebranchens nye fagmesse Madværkstedet fik en flot modtagelse af både besøgende og udstillere, da messen havde premiere 21.-22. marts. Over to dage bød den komplet udsolgte fagmesse besøgende indenfor til en verden af kulinariske oplevelser, 150 udstillere, spændende aktiviteter og næsten 200 produktnyheder.
 

Inspirerende foredrag
Omdrejningspunktet for messen var trendområdet, Det Levende Madværksted, hvor udstillere og kendte kokke gennem 28 forskellige sessioner kunne underholde, inspirere og vejlede besøgende om alt fra bagning af grødboller og baristashows til nyttig viden om fødevaretrends. Én af oplægsholderne var den driftige erhvervsmand Christian Stadil, som delte ud af guldkorn til iværksættere og fortalte om sit nye fødevareeventyr, snackbaren MÄT, som også var at finde på Madværkstedet.

- Jeg er dybt imponeret over Madværkstedet. Det er en super spændende messe med et højt niveau af leverandører, men samtidig er det også en sjov messe med en masse aktiviteter, sagde Christian Stadil, som blev bakket op af sin kollega fra DR-programmet ”Løvens Hule”, Ilse Jacobsen, som var taget på inspirationstur på Madværkstedet:

- Det er nogle helt fantastiske og hyggelige rammer. Der er jo proppet med mennesker, så jeg håber, at der bliver plads til os næste gang, sagde Ilse Jacobsen og henviste til de to fødevarevirksomheder, som hun har investeret i, sojais-producenten Chriis og Halkær Ådal, som producerer økologiske færdigretter.
 

Høj kvalitet af besøgende
Blandt Madværkstedets 150 udstillere var både veletablerede brands som Santa Maria, Danæg A/S, Arla Foods og Danish Crown men også mindre nichevirksomheder som By Frederiks, Øllingegaard Mejeri og Antons. Sidstnævnte var yderst begejstrede efter en veloverstået messe:

- For os har Madværkstedet været en kæmpe succes. Dét gælder lige fra den fysiske opbygning, som har været meget elegant med masser af luft omkring standene, til den gode interesse vi har oplevet for vores produkter. Jeg skal gerne være den første, der melder mig til, når Madværkstedet åbner for salget til næste messe, sagde Anton Nielsen, ejer af Antons, som producerer og sælger økologisk, drikkeklar saft.

Også hos Øllingegaard Mejeri var der positive toner:

- Det har været et fantastisk setup. Det hele er meget rustikt og samtidig nede på jorden, og så har det bare været de helt rigtige kunder, der har været forbi. Kvaliteten af de besøgende har en mærkbar højere kvalitet, end vi før har været vant til, så vi kommer absolut tilbage, hvis vi får muligheden, sagde Peter Hansen, marketingchef hos Øllingegaard Mejeri.
 

Tilfredshed og taknemlighed
Hos arrangøren bag Madværkstedet, MCH Messecenter Herning, var der både taknemlighed og glæde efter en veloverstået messe:

- Jeg glæder mig over de mange positive tilbagemeldinger fra både udstillere og besøgende. Det har været to gode dage med et højt aktivitetsniveau og en rigtig god stemning, sagde Georg Sørensen, adm. direktør i MCH A/S og sendte samtidig en varm tak til initiativtageren bag messen, leverandørforeningen DLF.

Også hos DLF var der stor glæde over, at Madværkstedet var kommet godt fra start:

- Madværkstedet viste værdien af at mødes, og at dialogen mellem mennesker skaber bevægelse og udvikler branchen. Derfor en stor tak til udstillerne og alle, der har bidraget til at skabe en flot og inspirerende messe, sagde Niels Jensen, CEO i leverandørforeningen DLF.

I samarbejde med Dansk Folkehjælp og Stop Spild Af Mad blev al overskudsmad fra Madværkstedet doneret til 75 udsatte familier i Københavnsområdet.

Madværkstedet blev besøgt af flere end 5.000 branchefolk. 


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer