19-04-2017  - MCH Presse

Oplev Ida Corr synge soul i Herning

Oplev Ida Corr synge soul i Herning

Sangerinden Ida Corr besøger giver koncert i MCH Herning Kongrescenter i oktober.

Den charmerende sangerinde og tidligere X Factor-dommer Ida Corr kan til oktober opleves i MCH Herning Kongrescenter.

Det bliver en aften med soul på programmet, når R&B-sangerinden Ida Corr giver koncert i MCH Herning Kongrescenter fredag den 6. oktober. Det bliver nemlig soul-lyden, der kommer i fokus, når Ida Corr med band turnerer i 2017 - både med nye sange og med sine tidligere club-hits i nye versioner.

På toppen af poppen

Efter Ida Corr skrev kontrakt med Warner Music for halvandet år siden, har hun arbejdet på en masse nyt materiale. I februar 2016 udgav hun så den storladne pophymne "Down", der har sat barren højt for niveauet af udgivelser.

I 2016 var Ida Corr med i TV 2's populære program "Toppen af poppen", hvor hendes rørende fortolkning af Gnags' "Når Jeg Bliver Gammel" røg direkte ind som nr. 1 på flere hitlister.

Mange husker også Ida Corr fra den sjette sæson af DR's seersucces X Factor, hvor hun var dommer og førte sangeren Chresten til sejr i 2013.

- Ida Corr tog hele landet med storm, da hun medvirkede i Toppen af poppen. Nu glæder vi os til, at hun indtager kongrescentret med sin fantastiske stemme, varme personlighed og sine talrige hits, siger Nicki Quist, Leder af Kultur i MCH.

Tidlig debut

Ida Corr, som stammer fra Aarhus, begyndte musik-karrieren bag trommerne som seksårig i et skoleband, men smed stikkerne et par år senere for at synge. Som 11-årig vandt hun i 1988 det allerførste MGP, som dengang var et radioprogram, med bandet "Årgang 77", der lavede egne kompositioner. Hun blev tilbudt en pladekontrakt som 16-årig og droppede ud af 1.g for udelukkende at koncentrere sig om musikken. Efter nogle år i konstellationer med sangere som Mark Linn, King Kane, Gnags og mange andre, dannede hun sit eget band med Christina Undhjem, og herefter gik turen til udlandet både med band og solo. Ida Corr storhittede i 2007 med "Let Me Think About It", der gik #2 i UK og #1 på USA's Dance Chart, hvorefter hun turnerede verden over i knap fem år efter udgivelsen.

Anmelder: Club-hits hitter som soul-numre

Musikmagasinet GAFFA skriver om Ida Corrs seneste koncert i DR Koncerthuset:

"Ida Corr] havde i version 2017 omarrangeret flere af de tidligere dance- og club-hits til forførende soulnumre. Hvilket gik godt i spænd med Ida Corrs hæse og sensuelle stemme".

GAFFA konkluderer, at koncerten blev fremført af "et velspillende band og en sangerinde med en fantastisk stemme", og at aftenens højdepunkt var den akustiske del, hvor man kunne ane en sårbarhed i sangerindens stemme, og hvor storhittet fra 2007 "Let Me Think About It" startede som et sart og roligt nummer, men langsomt byggede sig op til den kendte club-version.

Ida Corr kan opleves i MCH Herning Kongrescenter fredag den 6. oktober 2017 kl. 20.00. Koncerten er en siddekoncert, og billetter kan købes via mch.dk.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer