07-01-2018  - MCH Presse

Prisregn og hyldest til årets største sportshelte i Jyske Bank Boxen

Prisregn og hyldest til årets største sportshelte i Jyske Bank Boxen

Foto: MCH/Tony Brøchner.

Lørdag aften bød på et storstilet prisshow, da sportens prisuddeling, Sport 2017, for 17. gang fejrede de danske sportsstjerner i Jyske Bank Boxen.

Lørdag indtog Sport 2017 Jyske Bank Boxen for at hædre og hylde de danske sportstalenter, de bedste præstationer gennem året og repræsentanter for dansk idræt. Der blev både set tilbage, fejret store øjeblikke og set frem mod det kommende sportsår med håb og tro på nye store præstationer.

Aftenens værter, Tina Müller og Peter Møller, styrede traditionen tro slagets gang med overrækkelsen af 12 prestigefyldte idrætspriser til årets største og mest markante præstationer inden for dansk idræt samt en optagelse i Hall of Fame. Nik & Jay, SAVEUS og The Minds of 99 leverede aftenens musikalske underholdning.

Prisregn over Axelsen
Der var prisregn og stjernedrys over den danske VM-guldvinder i badminton, Viktor Axelsen, der kunne lade sig hylde som modtager af hele tre priser: BT Guld, Årets Jubelscene og Årets Sportsnavn.

- Tak til alle jer, der hylder sporten, alle jer der arbejder i klubberne, alle frivillige og alle jer, der har stemt. Jeg er glad og stolt over, at jeg har vundet, sagde Viktor Axelsen i en live-transmission fra Indien.

Den største pris som Årets Sportsnavn blev overrakt af H.K.H. Kronprins Frederik og modtaget af Viktor Axelsens søster Johanne Axelsen. Det var 27. gang, at prisen Jyllands-Postens og DIFs Årets Sportsnavn blev uddelt, og Viktor Axelsen vandt foran Caroline Wozniacki samt Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen.

Ny Hall of Fame-stjerne
Den tidligere racerkører og legende inden for motorsport, Tom Kristensen, modtog aftenens største hæder, da han blev optaget i dansk idræts mest eksklusive klub, Hall of Fame, som medlem nummer 33.

- Tusind, tusind tak. Prisen betyder vildt meget for mig. At blive optaget i Hall of Fame er for en dansk idrætsmand det ypperste, der kan ske. Jeg vil gerne ønske alle jer danske atleter en rigtig god fremtid. Jeg glæder mig til følge jer ligesom alle de 32 statuetter, jeg nu bliver en del af. Godt nytår Danmark og god aften Herning, lød det fra en rørt Tom Kristensen.

Racerkongen, der i juli 2017 rundede det skarpe hjørne ved at fylde 50 år, har vundet Le Mans ni gange, hvilket er verdensrekord. Tom Kristensen blev i 2002 kåret som Årets Sportsnavn og vandt prisen BT Guld i 2013.

I alt 8.500 publikummer overværede Sport 2017 live i Jyske Bank Boxen. Sportens Prisuddeling blev arrangeret i et samarbejde mellem Danmarks Radio, Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund, Sport One Danmark og MCH.

Sport 2017 – Vinderne:

e-Boks, DIF og DR P4’s Danskernes Idrætspris: FC Thy Piger

BESTSELLERs Olympiske Håb: Julius Johansen, cykling

BT Guld: Viktor Axelsen

Team Danmark og Dansk Supermarkeds Talentpris: Kirsten Cornelius, Falkonergårdens Gymnasium

Tryg Forsikring Årets Forbillede: Nadia Nadim

DIF og Nordea-fondens Fidusbamse: Mikkel Madsen, Sønderborg Sergeants

Kulturministerens Parasportspris: Connie Hansen og Mansoor Siddiqi

Danske Spil Årets Jubelscener: Viktor Axelsen

Ørsted og DIF’s Årets Energibundt: Poul Syberg, GOG Håndbold

Spillerforeningen og Hessel HiREs Årets Mandlige Fodboldspiller: Christian Eriksen

Spillerforeningen og Hessel HiREs Årets Kvindelige Fodboldspiller: Pernille Harder

Jyllands-Posten og DIF’s Årets Sportsnavn: Viktor Axelsen


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer