18-05-2017  - MCH PRESSE

Queen-musical rocker Jyske Bank Boxen

Queen-musical rocker Jyske Bank Boxen

We Will Rock You havde premiere 18. maj i Jyske Bank Boxen. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Torsdag aften havde Queen-musicalen We Will Rock You premiere i Jyske Bank Boxen. Den populære hit-musical kan opleves i Herning til og med søndag.

FACTS OM MUSICALEN WE WILL ROCK YOU

  • Har solgt 16 millioner billetter
  • Har været opført i 28 lande verden over
  • WE WILL ROCK YOU blev første gang opført i 2002 på Dominion Theatre i London
  • Musicalen har spillet på seks forskellige kontinenter
  • Musicalen har bl.a. spillet i Sydney, Las Vegas, Tokyo, Johannesburg, Hong Kong, Milano og Moskva.
  • Musicalen var planlagt til at spille syv uger i Toronto, men endte med at spille i 61 uger for over 700.000 tilskuere og blev estimeret til at have bidraget med et økonomisk boost til Toronto på $180 mio.
  • Sangen ”We Will Rock You” blev skrevet af Brian May tilbage i 1977.
  • Hollywood-skuespiller Robert De Niro er producer på musicalen sammen med blandt andet de to bandmedlemmer fra Queen Brian May og Roger Taylor.
  • Historien bag We Will Rock You er inspireret af  ’Bohemian Rhapsody ’

 

ROLLELISTE

Galileo – Christoffer Brodersen
Scaramouche – Kristine Yde
Killer Queen – Szhirley
Britney – Joey Moe
Pop – Niels Olsen
Oz – Nellie Ettison
Khashoggi – Anders R. Gjesing


Det kreative team
Instruktør: Uwe Petersen (DE)
Koreograf: Philip Comley (UK)
Musical Director: Pablo Navarro Stuart Morley (BR)
Musical Supervisor: Stuart Morley (UK)
Executive creative producer: Thomas Langkjær

Produceret af: Live Nation og Langkjær Entertainment
Skrevet af: Queen og Ben Elton
Dialog bearbejdet og oversat til dansk af: Lars Hjortshøj

 

”Are you ready to rock?” råbte Niels Olsen inden premieren, og så var scenen sat, inden hittet Radio Ga Ga sparkede We Will Rock You i gang.

Queens famøse hits, et imponerende lysshow, vild dans og dygtige skuespillere var en del af ingredienserne i rock’n’roll-musicalen We Will Rock You. Queen-musicalen havde torsdag aften premiere i Jyske Bank Boxen, hvor der blev rocket og sunget med i hver en afkrog af Jyske Bank Boxen. Med musicaltalentet Christoffer Brodersen i spidsen som den unge rebel Galileo Figaro samt den kvindelige hovedrolle Kristine Yde som rebellen Scaramouche sang og dansede et team af kendte dansere og sangere sig gennem en stjernespækket aften, der var proppet med udødelige Queen-hits som Bohemian Rhapsody, We Are The Champions, I Want to Break Free – og naturligvis den uundgåelige titelmelodi We Will Rock You. Et band af musikere nøje udvalgt til We Will Rock You leverede på forrygende vis de storslåede Queen-sange og begejstrede nummer efter nummer publikum, der af flere omgange brød ud i jubel og sang.
 

En fjern fremtid
Historien om den unge Galileo udspiller sig mange år ude i fremtiden – på et sted der engang hed Jorden – nu iPlanet. Her hører alle den samme computergenererede musik, går i det samme tøj og tænker de samme tanker. Musikinstrumenter er forbudte, og rockmusik er helt ukendt. Hits er planlagt år i forvejen, intet er overladt til tilfældighederne, og loven håndhæves af Ga Ga Police med Killer Queen, spillet af Szhirley, i spidsen.

Galileo har svært ved at tilpasse sig normen, og sammen med en gruppe andre rebeller er han overbevist om, at der engang var en tid, hvor man selv kunne danne bands og skrive sange. Rygterne siger, at der stadig findes et instrument, som kan være med til at vække rocken til live. Rebellerne leder efter den sagnomspundne guitar. Men Ga Ga Police leder også efter guitaren. Hvem mon finder den først?
 

Populær musical
Over seks forestillinger tager stjernerne Szhirley, Joey Moe, Niels Olsen, Christoffer Brodersen, Kristine Yde, Nellie Ettison og Anders R. Gjesing publikum med på en rejse gennem en historie, der har solgt flere end 16 millioner billetter verden over. We Will Rock You er blevet opført i 28 lande – men for første gang nogensinde bliver musicalen opført på dansk – med sange på originalsproget engelsk. Lars Hjortshøj står bag den danske dialog, som på humoristisk vis indeholder referencer til både Hvalen Hvalborg, Citybois og Gangnam style.

We Will Rock You kan opleves i Jyske Bank Boxen til og med søndag den 21. maj.

 

Læs mere og køb billetter her 

 

Anmeldelser

 

Radio Max (5 stjerner)

Niels Vestergaard: "Hvis man er til god musik, også hvis man ikke lige er Queen-fan, så synes jeg faktisk, at man skal tage derop (Jyske Bank Boxen, red.), for der er en fantastisk stemning – især den her humor, som Lars Hjortshøj havde formået at få ind i musicalen. Den er altså fantastisk."

Hør anmeldelsen her

 

Herning Folkeblad (4 stjerner)

Kurt H. Jørgensen: "Endelig skal de kompetente musikere roses. Man ser dem glimtvis fra scenedybets første sal, og de sikrer totalt, at publikum i virkeligheden får det, de er kommet for, nemlig troværdige Queen-klassikere. Hold da ferie, hvor de spiller."

Læs anmeldelsen her

 

Dagbladet Holstebro-Struer (4 stjerner)

Stine Kjærside: "We Will Rock You i Herning er beviset på, at god rockmusik udført af gode musikere og fantastiske sangere kan noget helt særligt."

Læs anmeldelsen (kun for abonnenter)

 


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer