29-06-2016  - MCH Presse / Lea Schøler Christensen

Se, oplev og smag på naturen til Landsskuet 2016

Se, oplev og smag på naturen til Landsskuet 2016

Et slaraffenland for hele familien og alle med interesse for dyr, natur og landbrug venter på Landsskuepladsen ved MCH Messecenter Herning. Foto fra 2015: Foreningen Landsskuet.

Kan du lide natur, dyr, store maskiner, mad og markedsstemning? Så er Landsskuet stedet for dig. Igen i år venter et slaraffenland på Landsskuepladsen – med oplevelser for hele familien

Landsskuet 2016

TID

Torsdag den 30. juni til lørdag den 2. juli 2016

 

ÅBNINGSTIDER

Torsdag den 30. juni: 09.00-17.00

Fredag den 1. juli: 09.00-17.00

Lørdag den 2. juli: 09.00-16.30

 

STED

Landsskuepladsen (ved MCH Messecenter Herning, MCH Arena og Jyske Bank Boxen)

Kaj Zartows Vej 19

7400 Herning

 

PARKERING

Se oversigt over parkering her.
 

Læs mere på landsskuet.dk

Landsskuet i Herning er Nordeuropas største dyreudstilling, som hver sommer byder på spændende og inspirerende begivenheder, heriblandt udstilling af husdyr, fremvisning af fødevarer, maskiner og produkter til landmanden samt have- og fritidsfolket. Landsskuet, som i år finder sted torsdag den 30. juni til lørdag den 2. juli, byder på udstillinger, aktiviteter, oplevelser og tilbud til såvel familien, naturelskere og private havedyrkere som den professionelle landmand. 

Landsskuet arrangeres af foreningen Landsskuet, som repræsenterer alle raceforeninger og landboforeninger i Danmark. Skuet foregår på Landsskuepladsen bag MCH Messecenter Herning.

Dyrekåringer og kaninhop
”Heste, grise, køer og får hører til min bondegård”, synger vi i ”Jeg en gård mig bygge vil. Og på årets landsskue kan man opleve både disse og andre husdyr, cirka 2500 i alt. Alle udstillede dyr bliver i løbet af skuet bedømt af danske og udenlandske dommere.

Man kan se malkekøer af alle fire danske racer, kødkvæg i 13 forskellige racer, gamle kvægracer – i alt cirka 1100 kreaturer. Oplev konkurrencer og kåring af de bedste dyr på tværs af racerne, for eksempel Danmarks Smukkeste Malkeko og blandt kødkvæget: den bedste tyr og bedste ko – de såkaldte Interbreed-vindere. Man kan opleve aktiviteten ”VikingTyren springer”, som viser VikingGenetics arbejde med sædtapning af avlstyre.  

Cirka 300 heste af 23 forskellige racer - fra de store jyder til de små miniature-heste – vil være at finde på Landsskuet, ligesom hesteaktiviteter i form af bedømmelse, præsentationer, mønstringskonkurrencer, kåring af bedste hingst og to store hesteshow.

Desuden kan man opleve op mod 200 får og lam og op mod 50 geder, som bedømmes i den særlige fårering. På alle skuets dage kan man opleve aktiviteter som klippedemonstrationer, udstilling af produkter samt klappelam.

Også 300 kaniner og 200 fjerkræ af en lang række racer og typer vil være til skue. Også i dette område kan man opleve aktiviteter, heriblandt præsentation af dyrene og konkurrencer i kaninhop.

Siden 2010 har udstilling af racekatte været en populær aktivitet på Landsskuet. Lørdag er der international katteudstilling med cirka 150 racekatte fra hele Europa. I alt deltager op mod 250 katte i Landsskuets katteudstilling, der arrangeres af racekatteforeningen JYRAK.

For første gang deltager Dansk Hamster Forening i år på Landsskuet.

Klap en gris og kom på barselsvisit
Også grise er med på Landsskuet og kan blandt andet opleves ved de daglige grisevæddeløb. I stald 20 præsenterer Landbrug & Fødevarer og Landsskuet en "barselsgang", hvor man kan møde, røre ved og høre om landbrugets dyrebørn: nyfødte smågrise, kalve og nyudklækkede kyllinger. Ligeledes rummer Landsskuet et børnehjørne, hvor man kan møde forskellige husdyr på 4H's børnedyrskue.

Verdens stærkeste mejetærsker og ”Mad for alle”
Med op til 300 udstillere af maskiner og produkter er Landsskuet en af Nordeuropas største landbrugs- og fritidsudstillinger. Udstillerne henvender sig både til den professionelle landmand, fritidslandbrug og folk, der nyder haven og det udendørs liv.

I år viser forhandleren Farmas verdens stærkeste og største serieproducerede mejetærsker, New Holland CR10.90, som vejer 20 ton og har en motor, der yder 653 HK. Den har sat en ny rekord for mest hvede høstet på otte timer og er dermed endt i Guinness Rekordbog.

Siden 2011 har Landsskuet rummet en særlig fødevareudstilling for en række mindre fødevareproducenter. Udstillingen ”Mad For Alle” er placeret i et stort telt i hjertet af Landsskuepladsen. Her kan man blandt andet møde Thise Mejeri, Ikast Mikrobryg, Hvide Sande Røgeri, Herregårdens Madbutik Møltrup og Hveddegård Bondegårdsis. Se alle udstillere her.

Få tip til din have
Landsskuets have- og naturudstilling har sit udspring i ”Landsskuenaturen” - et permanent naturområde på Landsskuepladsen ud mod Messevej. Landsskuenaturen har gennem årene udviklet sig til et inspirerende, grønt område med beplantninger, levende og døde hegn, pilestykke, en lille sø og huse med et grønt image: brændetemplet, halmhuset og poppelhuset. Her kan man opleve havemiljøer fra den vilde blomstereng, en samlerhave, en biohave og den såkaldte seer-have, som er opbygget efter ideer fra TV Midt-Vests seere. 

En lang række specialklubber og planteskoler bidrager til haveudstillingen, som hvert år opbygges flere måneder i forvejen for at være en inspirationskilde i fuldt flor, når Landsskuet åbner. Have- og naturudstillingen byder alle dage på masser af muligheder for at få ideer og rådgivning til egen have og naturarealer. 

Dette område byder også på en lang række friluftsaktiviteter, som arrangeres af jægere, biavlere, Natur&Ungdom, 4H samt andre udstillere.

Landsskuet er for alle, der kan lide dyr, natur, friluftsaktiviteter og inspiration til eget havebrug. Velkommen til tre sommerdage på Landsskuet i Herning!

Læs mere og køb billetter her.  

Se programmer for Landsskuet her.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer