13-12-2016  - DR/MCH

Sportens stjerner hyldes i Jyske Bank Boxen

Sportens stjerner hyldes i Jyske Bank Boxen

Peter Møller og Tina Müller var værter ved Sport 2015 - og igen til januar får publikum fornøjelsen af dem til Sport 2016. Foto: MCH/Lars Møller.

2016 har været et særdeles godt sportsår. Det hele kulminerer i en sand guldregn på DR1, når de største sportspræstationer hyldes ved showet Sport 2016.

Cremen af dansk idræt er samlet, når årets sportspriser bliver uddelt ved det ultimative sportsshow Sport 2016. De største stjerner, de bedste præstationer og folkene bag hyldes af en fyldt Jyske Bank Boxen i Herning. Og der er nok at fejre. Sportsåret 2016 har været et uafladeligt festfyrværkeri af medaljer, og de danske stjerner har i årets løb hentet metal hjem i mængder, der ikke er set i mange år.

Både publikum og tv-seerne kan være med, når DR1 fejrer alle årets helte i et år, hvor danske atleter kom, vandt og nu bliver fejret. Det bliver også aftenen, hvor de bedste af de bedste vinder nogle af aftenens eftertragtede priser. I alt 12 priser skal uddeles i det to timers lange show.


Med andre ord inviteres publikum og seerne med til en sand eksplosion af begejstring sammen med alle de største sportsstjerner, hvoraf flere har fejret triumfer ved det for Danmark så succesfulde OL og PL. Men det er ikke kun OL-triumfer, der skal fejres. Danske verdens- og europamestre i blandt andet badminton, cykling, atletik, orienteringsløb og svømning skal også hyldes.
 

De vigtige frivillige
Aftenens festklædte værter er Tina Müller og Peter Møller. Og udover sportsstjernerne kan de også byde velkommen til nogle musikalske af slagsen, når Mads Langer, Gnags og Brandon Beal kommer forbi og medvirker til hyldesten på musikalsk vis.

Uden klubkammerater, dedikerede kommuner og frivillige i idrætsklubber landet over var der dog slet ingen stjerner. Derfor er Sport 2016 ikke kun en hyldest til dem med guldmedaljer om halsen. Det er også en hæder til alle dem, der yder en indsats, så børn og unge kan vokse op og blive de næste stjerner og får idrætsdanmark til at hænge sammen.

Sport 2016 vises på DR1 lørdag den 7. januar, klokken 21.00.

Køb billet

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer