05-01-2016  - MCH Presse

Stor interesse for SHREK

Stor interesse for SHREK

SHREK i MCH Herning Kongrescenter tiltrækker både publikum og aktører. De første forestillinger er allerede udsolgt inden rollerne har fundet ejermænd. Men også pladserne til den kommende audition er der stor interesse for.

Spilleperiode og billetsalg:

  • Tid: 6.-21. oktober 2016
  • Sted: MCH Herning Kongrescenter
  • Billetsalg: Billetnet.dk og MCH Billetsalg (tlf. 9926 9708)

 

Selvom egenproduktionen i MCH Herning Kongrescenter foregår i oktober, er det de forårsgrønne farver, der iklæder byen, når musicalhittet SHREK the Musical indtager Herning 6.-21. oktober. At det er en spektakulær og populær forestilling, der er på plakaten kan allerede nu aflæses på billetsalget, hvor flere forestillinger allerede er udsolgte. 

- SHREK appellerer til hele familien og er ligesom tegnefilmene eksponent for forrygende underholdning og masser af gode grin – men også stof til eftertanke. Det er en forestilling om mangfoldighed, tolerance og venskaber, fortæller projektleder i MCH, Rasmus Kragh Hansen.

Håbefulde talenter
Grøn er som bekendt også håbets farve, og i øjeblikket går en masse dygtige musicaltalenter rundt med en spirende drøm i maven. Drømmen om at stå på teatersalens scene til oktober. 
De spirende talenter skal kæmpe om 35 roller i alle afskygninger, og der skal både spilles teater, synges og danses ved audition, som foregår 23.-24. januar i Kongrescentret og på Familien Nielsens Danseskole. Panelet består af MCH’s faste instruktørteam, med Kim Harris i spidsen. 

- Efter audition udvælger vi typisk halvdelen, som går videre til en ny audition et par uger efter. Det kan lyde lidt X-factor-agtigt, men vi har hverken røde knapper eller øv-horn. Vi tilstræber altid, at man får en god oplevelse, når man går til audition i MCH. De første mange auditiontilmeldinger er allerede i hus, men vi håber på endnu flere inden fristen 15. januar, udtaler Rasmus Steenberg, projektkoordinator og kapelmester på MCH’s egenproduktioner, og uddyber:
- Der er ansøgere fra hele landet, både professionelle og amatører, men det ville være skønt at se nogle flere lokale postnumre i stakken af tilmeldinger. Vores egenproduktioner har en stærk lokal forankring, og det er vigtigt, at en masse dygtige herningensere og midtjyder er med til at vise byen og regionen frem.

De uundværlige frivillige
Det er også muligt at medvirke bag scenen, hvis man ikke går rundt med skuespillerdrømme i maven, men stadig vil være en del af det store fællesskab omkring MCH’s egenproduktioner. 

- Vi er så heldige at have en stor flok af flittige og kompetente frivillige, som står for alt fra sceneskift, over fremstilling af kostumer til sminkning. Uden dem var der ingen egenproduktion. Man er altid velkommen til at kontakte os, hvis man har lyst til at høre mere, lyder det fra Kragh Hansen og Steenberg.

Man kan tilmelde sig audition på www.mchmusical.dk/shrek - sidste frist er fredag 15. januar.

Audition afholdes i MCH Herning Kongrescenter i weekenden 23.-24. januar.

Yderligere oplysninger: Rasmus Kragh Hansen, projektleder, MCH, tlf. 9926 9715.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer