23-09-2016  - Lea Schøler Christensen /MCH Presse

Store forventninger til SHREK

Store forventninger til SHREK

Der bliver noget af grine af for både voksne og børn, når vennerne Shrek og Æsel, spillet af hhv. politimand Jesper Sindberg og Henrik Gantzel, indtager de skrå brædder i MCH Herning Kongrescenter i årets store musical-produktion den 6.-21. oktober.

Snart starter små tre ugers grønt festfyrværkeri i MCH Herning Kongrescenter. Flere end 11.000 har allerede sikret sig billet til årets MCH-musical ”SHREK”, som spiller den 6. – 21. oktober, bl.a. i efterårsferien. Der er dog stadig gode pladser til flere af forestillingerne.

FAKTA

TID:

6. - 21. oktober 2016

STED:

TEATERSALEN
 MCH Herning Kongrescenter
 Østergade 37
 7400 Herning

Køb dine billetter her
Billetter kan købes på mch.dk/shrek eller i Billetkontoret, Østergade 37 – tlf. 9926 9708

Billetsalget til årets MCH-musical er i fuld gang. MCH har i år placeret den traditionsrige egenproduktion i efteråret i stedet for i det tidlige forår. Og det ser ud til at passe det musical-glade publikum. Flere forestillinger er udsolgt, og forventningerne til årets egenproduktion er i top.

- MCH’s egenproduktioner har budt på talrige store titler og flotte opsætninger gennem 24 år. Alligevel fornemmer vi, at folk glæder sig særlig meget til SHREK. Det skyldes nok især, at denne musical ikke kun henvender sig til voksne – børnene kan også få noget ud af forestillingen, siger Nicki Quist, leder af Kultur, MCH Messecenter Herning.

Musical med humor for alle aldre

SHREK – THE MUSICAL er en storstilet musicaloplevelse med spektakulær scenografi og ditto kostumer, god musik – og frem for alt masser af humor. Historien om den grønne trold SHREK er gået verden rundt, først med de berømte Dreamworks-tegnefilm og siden som musicalopsætning, der altså til oktober for første gang nogensinde sættes op i Herning.

- For mig at se startede man med SHREK en helt ny genre inden for animationsfilm, fordi den i så høj grad appellerer til både voksne og børn – hvad musicalen i høj grad viderefører, siger projektkoordinator og kapelmester Rasmus Steenberg, som selv står bag den nye danske oversættelse af SHREK.

Han bliver suppleret af instruktør Kim Harris:

- Man kan forvente sig en rigtigt underholdende aften, hvor man får grinet en masse, men samtidig bliver rørt. En rigtig følelsesrutsjebane. Der er humor på forskellige niveauer. Noget, børnene griner af, noget, de voksne griner af og noget, alle griner af. Den henvender sig til alle aldre – og til det indre barn i os alle, siger Kim Harris.

Politimand som trold og skuespiller på knæ

Titelrollen som den grønne trold spilles af den lokale politimand Jesper Sindberg, som har høstet store roser for sine mange indsatser i MCH-regi, heriblandt som Udyret i ”Beauty and the Beast” og Pilatus i ”Jesus Christ Superstar”.

Med på scenen er også skuespiller Kim Brandt, som spiller hele forestillingen på knæ som Grev Farquaad. De øvrige hovedroller spilles af Henrik Gantzel (Æsel), Anne-Sophie Jansfort (Fiona) og Kasper Nørgaard (Pinocchio).

- Der er masser at glæde sig til, når det går løs fra den 6. oktober. Med det forrygende billetsalg gælder det om at få købt sin billet – så garanterer vi for underholdningen for både store og små. For selvom SHREK er årets store opsætning til de voksne, får ungerne lige så meget ud af at være med. Der er lagt op til en fantastisk eftermiddag eller aften i Kongrescentret, fortæller Rasmus Steenberg.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer