30-11-2017  - MCH Presse

Unik Michelin-oplevelse på Formland

Unik Michelin-oplevelse på Formland

Michelin-restauranten Kiin Kiin bringer deres specialdesignede, blå foodtruck og førsteklasses kulinariske evner til Formland Spring 2018. Pressefoto.

Besøgende og udstillere på Formland Spring 2018 i MCH Messecenter Herning kan glæde sig til en kulinarisk oplevelse af de helt store, når Michelin-restauranten Kiin Kiin gæster Formland 1. - 4. februar i samarbejde med Broste Copenhagen.

Asian street food på højeste niveau og nærvær omkring en specialdesignet foodtruck er, hvad de besøgende på Formland Spring 2018 kan se frem til, når Michelin-restauranten Kiin Kiin indtager interiør- og designmessen.

Det bliver første gang, at Michelin-restauranten rykker ind på Formland, og hos teamet bag Kiin Kiin glæder man sig allerede:

- Jeg glæder mig til at komme på Formland. Vi besøger messen hvert år og kan ikke forstå, at vi ikke møder flere af vores kollegaer fra restaurationsbranchen. Det er jo et oplagt sted til at få nye idéer og samarbejdspartnere, siger Henrik Yde, der står bag Kiin Kiin, og fortsætter:

- Vi kommer med Kiin Kiin street food serveret fra vores fine, specialbyggede, blå foodtruck, hvor det for os handler om førsteklasses råvarer og at møde vores gæster i øjenhøjde. Det skal virkelig smage godt i første bid, for vi har jo ikke en hel aften til at bygge en smagsoplevelse op, som vi plejer.

Unikt samarbejde skaber udvikling

Kiin Kiin indtager den kendte interiør- og designmesse i samarbejde med et af Skandinaviens førende interiørbrands, Broste Copenhagen. Sales director hos Broste Copenhagen, Paul Christian Knudsen, ser med stor forventning frem til Formland Spring 2018, hvor de får selskab af Kiin Kiins imponerende, kulinariske evner:

- Da vi gik i dialog med Formland om vores tilgang og skæve idé til Spring 2018, viste messen endnu en gang deres innovative tankegang, og de kunne med det samme se muligheder i projektet. Det betyder, at vi på Formland lancerer et fuldstændigt nyt setup, der ikke før er set hos Broste Copenhagen, siger Paul Christian Knudsen og fortsætter:

- Ikke blot har vi nytænkt opbygningen af vores stand; vi har denne gang indgået et spændende samarbejde med Michelin-restauranten Kiin Kiin, som vi i forvejen arbejder tæt sammen med. Og vi er stolte over, at vi sammen med Kiin Kiin kan give Formlands besøgende en ekstraordinær oplevelse, når æstetik og gastronomi forenes. Vi garanterer et unikt univers med enestående madoplevelser fra det thailandske køkken.

Broste Copenhagen og Kiin Kiin bliver en del af Hal E, hvor etablerede interiørudstillere, nordeuropæiske iværksættere, foredragsholdere, Seedlip mocktailbar mm. sætter scenen til et helt nyt koncept:

- Det bliver en hal fyldt med udstillere og et mekka for mange af vores aktiviteter. Hallen kommer til at summe af liv, siger projektleder på Formland, Mai-Britt Risvig Flyvholm, der er stolt over sammen med Kiin Kiin og Broste Copenhagen at kunne sætte ekstra krydderi på Formland.

Michelin-restauranten Kiin Kiin og Broste Copenhagen kan sammen med mange andre spændende udstillere opleves på Formland Spring 1.-4. februar 2018 i MCH Messecenter Herning.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer