20-09-2016  - MCH PRESSE

VandTek samler den danske vandbranche

VandTek samler den danske vandbranche

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen besøgte VandTek på åbningsdagen. Foto: MCH/Lars Møller.

Fagmessen VandTek blev åbnet tirsdag, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen foretog den officielle åbning.

VandTek

VandTek afholdes 20.-22. september 2016 i Lokomotivværkstedet i København. Messen arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med DANVA, Dansk Miljøteknologi, KL, Dansk Industri, Spildevandsteknisk Forening (STF) samt en lang række af de store og centrale spillere i branchen.

Læs mere på www.VandTek.dk

Blandt gamle jernbaneskinner og for længst pensionerede togvogne bliver der i disse dage diskuteret fremtiden for den danske vand- og afløbsbranche. Lokomotivværkstedet i København danner rammerne for fagmessen VandTek, hvor 146 udstillere fremviser de nyeste teknologiske løsninger til vandbranchen.

Messens officielle åbning blev foretaget tirsdag middag af administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, direktør for DANVA, Carl-Emil Larsen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
 

Danske løsninger skal ud i verden
Ministeren lagde i sin åbningstale ud med at fortælle om en rejse til Jakarta, hvor kanalerne flyder med affald – en stor kontrast til en kanalrundfart i København:

- Forskellen er, at vi har valgt at forholde os til vores vand i Danmark. Fakta viser tydeligt, at alle jer virksomheder, der er her i dag, gør et godt arbejde, og det er noget, jeg og regeringen bakker op om, sagde Esben Lunde Larsen, inden han kom med en personlig indrømmelse:

- Da jeg var byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern Kommune syntes jeg, at vand og spildevand var dødkedeligt, men jeg er blevet klogere, og jeg er blevet fantastisk optaget, af det vi kan, og det vi kan levere, sagde ministeren og fortalte videre om, hvordan han i dag forsøger at promovere danske vandløsninger ude i verden:

- Jeg vil være med til at promovere de danske løsninger på verdensmarkedet – for behovet for rent vand bliver kun større. Vand er en grundlæggende ting for vores liv, og det vi kender. Derfor er det ikke bare højt på dagsordenen i Asien eller EU. Det er det i hele verden, sluttede Esben Lunde Larsen.
 

Samarbejde sikrer vækst
Direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen, talte i sin åbningstale om vigtigheden af, at hele branchen arbejder sammen for, at Danmark fortsat kan være førende inden for eksport af vandteknologi.

- Danmark er et af de førende lande i eksport af vandteknologi. På VandTek-udstillingen og de kommende dages møder og konferencer kan man finde mange løsninger på de udfordringer, vi arbejder med inden for blandt andet drikkevand og klimatilpasninger, og når man går rundt på udstillingen, kan man se en del teknologier, som ikke har været vist frem tidligere. Vores løsninger er afhængige af hele branchen, hvor man blandt andet stiller faciliteter til rådighed for hele branchen, og dermed får mulighed for at afprøve løsninger, sagde Carl-Emil Larsen og tilføjede:

- Hvis vi skal fortsætte vores vækst, så skal vi konstant være innovative og udvikle vores teknologier og vores løsninger.

Netop samarbejdet var også en vigtig pointe hos administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen:

- To af de knappeste ressourcer i verden er vores tid og vores vand. På VandTek er det vandet, som er i fokus, og sammen kan vi nå messens mål om øget bevidsthed og ansvarlighed, sagde Georg Sørensen og sendte samtidig en stor tak til udstillerne for deres opbakning til en udsolgt VandTek-messe.

VandTek-messen i Lokomotivværkstedet er åben til og med torsdag.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer