09-03-2017  - MCH PRESSE

Verdens største hesteevent er åbnet i Herning

Verdens største hesteevent er åbnet i Herning

Hest & Rytter-messen i MCH Messecenter Herning byder på et bredt udvalg af alt til hesteinteresserede – lige fra staldinventar til ridehjelme. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Hest & Rytter 2017 åbnede torsdag i MCH Messecenter Herning. Messen byder på et flot, bredt udvalg til både de to- og firbenede. Sammen med Dansk Varmblods Hingstekåring udgør messen det største arrangement af sin art i verden.

Herning Horse Show

 

Herning Horse Show er fællesbetegnelsen for Dansk Varmblods Hingstekåring og Hest & Rytter-messen. Tilsammen betragtes de som det største arrangement af sin art i verden.

Dansk Varmblods Hingstekåring foregår i Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning 8. - 12. marts 2017.
Hest & Rytter foregår i MCH Messecenter Herning 9. - 12. marts 2017.

Herning Horse Show havde i 2016 et samlet besøgstal på 60.432.

 

272 udstillere fordelt på syv messehaller med kendte mærkevarer, produktnyheder og de bedste tilbud. Hest & Rytter-messen 2017, som har fuld fokus på alt til heste- og ridesport, åbnede torsdag i MCH Messecenter Herning.

- Det er med stolthed, vi har åbnet dørene til årets udgave af Hest & Rytter. Udstillerne byder på alt fra staldinventar, trailere og foder til ridestøvler, tøj og hjelme. Messen er den største salgsmesse for branchen, og her er noget for både professionelle ryttere såvel som de, der først lige er blevet betaget af oplevelser på hesteryg, fortæller projektchef for messen, Anders Ladefoged Mortensen.

Sideløbende med messen foregår også Dansk Varmblods Hingstekåring. Tilsammen går de to arrangementer under navnet Herning Horse Show, hvilket er det største arrangement af sin art i verden. Herning Horse Show fordeler sig i 10 messehaller samt i Jyske Bank Boxen og foregår til og med søndag den 12. marts. I alt forventes omkring 60.000 besøgende at gæste arrangementet.
 

Gratis foredrag og talkshows
Besøgende på Herning Horse Show 2017 kan se frem til et mekka med alt til hest og rytter samt opvisning i spring og dressur, unghestechampionat, dressur-clinic og et storslået gallashow. Desuden inviterer Dansk Hesteforsikring i samarbejde med MCH Messecenter Herning på gratis talkshows og foredrag med ny viden om blandt andet træning, hestehold og -velfærd.

Oplæggene er ”Rid med hjertet” ved EquiCoach Ditte Young, ”Sådan når du i mål som rytter” ved dressurrytter, underviser og censor for berideruddannelsen Niels Clemmensen samt foredrag og paneldebat med dyrlægerne Sofie Troest Kjeldsen og Katrine Toft, dyrlæge, rytter og DV-avler Michael Sinding og dressurrytter Carina Nevermann Torup.
 

Dansk Varmblod klar med imponerende program
For 38. år i træk afholdes Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. I år byder det internationalt anerkendte arrangement på mere end 700 heste, som fordeler sig på 450 FEI-konkurrenceheste, 92 hingste til kåring, 73 showheste og 60 championatsheste samt hingste til præsentationsklasser og auktionsheste.

- Igen i år leverer Dansk Varmblod et spektakulært program, og sammen glæder vi os til at byde hele den hesteinteresserede del af Danmark indenfor til et væld af oplevelser, siger projektchef Anders Ladefoged Mortensen.

Programmet fra Dansk Varmblod byder på et specialarrangement med dressur-ikon og international konkurrencerytter Hasse Hoffmann torsdag aften, mens publikum kan se frem mod spektakulære show ved det populære gallashow i Jyske Bank Boxen både fredag og lørdag.
Showet byder på kendte ryttere og heste samt underholdning med sangerinden Julie Berthelsen, komiker Uffe Holm og violin-virtuosen Kim Sjøgren og barnestjernen Villads. Årets gallashow har temaet ”Four Seasons” og vil føre publikum igennem alle fire årstider samt hele følelsesregisteret.

Lørdag foregår også den traditionsrige hesteauktion med heste i millionklassen, og søndag finder præmieoverrækkelser og kåringer sted.

Se Jyske Bank Boxen blive forvandlet fra MGP til Dansk Varmblods Hingstekåring på ét minut:

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer