20-10-2016  - MCH PRESSE

Volbeat blæste hofteholderne af Jyske Bank Boxen

Volbeat blæste hofteholderne af Jyske Bank Boxen

Foto: MCH/Tony Brøchner.

15.000 fans havde en fest i Jyske Bank Boxen, da det danske rockband Volbeat startede deres Europa-turné i Herning onsdag aften.

Sætliste
 

  • The Devil’s Bleeding Crown
  • Heaven Nor Hell/Warrior's Call/I Only Wanna Be With You
  • Lola Montez
  • Let It Burn
  • Sad Man’s Tongue
  • Hallelujah Goat
  • The Gates Of Babylon
  • Slaytan / Dead But Rising
  • 16 Dollars
  • Maybellene I Hofteholder
  • For Evigt
  • Guitar Gangsters & Cadillac Blood
  • Cape Of Our Hero
  • The Garden’s Tale
  • Goodbye Forever
  • Fallen

 

Ekstranumre:

  • Black Rose
  • Doc Holliday
  • Seal The Deal
  • Still Counting 

Med forsanger og guitarist Michael Poulsen i spidsen kickstartede Volbeat onsdag aften deres Europa-turné ”Seal The Deal & Let’s Boogie” i Jyske Bank Boxen i Herning.

Med åbningsnummeret ”Devil’s Bleeding Crow” fyrede Volbeat op under festen for de 15.000 heldige fans i Jyske Bank Boxen, der havde fået billetter til koncerten, som var udsolgt på blot 10 minutter. Det voldsomt populære band var netop hjemvendt efter en længere USA-turné, og koncerten i Herning var således deres første i Europa siden sommerferien.

Aftenen bød på monsterhits som ”The Garden’s Tale” og ”Maybellene I Hofteholder”, men også nye hits fra bandets sjette album ”Seal The Deal & Let’s Boogie”, der blev udgivet 3. juni 2016. Fælles for hele aftenen var, at det blev holdt i bandets karakteristiske mix af rock, metal power, blues soul og rockabilly swing.

Crowdsurfing og gratis guitar
Det var et mere end veloplagt band, der gæstede Jyske Bank Boxen onsdag aften. Allerede ved tredje nummer ”Lola Montez” stoppede Volbeat efter blot 10 sekunder og lod publikum synge hele første vers.

- Skide godt, så behøver vi ikke at synge mere af den, lød bemærkningen fra Michael Poulsen, inden han kækt fortsatte nummeret.

Volbeat leverede et gennemført show, mens publikum kvitterede med gavmilde mængder fællessang, headbanging, håndtegn og lyshav fra deres telefoner. Publikum fik generelt masser af opmærksomhed, og det skabte således også eufori, da forsanger Michael Poulsen satte gang i en crowdsurfing-konkurrence, hvor han satte en guitar på højkant til den første fan, der nåede fra midten af Jyske Bank Boxen og op til scenekanten. Og således var der en heldig fan, der gik hjem med en guitar(!).

- Kære Danmark, hvor har det været fedt at vende hjem. I er altid det fedeste. Tak for jeres support, lød det fra Michael Poulsen, inden Volbeat lukkede ballet med "Seal The Deal" og "Still Counting".

Volbeat havde australske Airbourne og amerikanske Crobot med som support.

Torsdag aften fortsætter Volbeat turneen i Malmö Arena i Sverige. 

 

Anmeldelser:

Jyllands-Posten (4 stjerner)

"Der var ren rabalder-glæde, da den gamle ”The Garden's Tale” sendte nostalgiske chokbølger gennem publikum, og den nye “For Evigt” med dansksproget refræn skabte landskampstemning i 4-0-klassen. Det flammende rock-romantiske hit dækker ærligt sin tvivl ind med et ”måske”, men der opstod ufortyndet krammer-atmosfære mellem lyttere og band. Det var en af de live-stunder, hvor en ny sang fik ”klassiker” tatoveret på både versefødder og omkvæd. Andre numre fra det seneste album holdt også Herning-publikummet hoppende og fadøls-hungrende. ”The Devil's Bleeding Crown” var power-potent underholdning med indlagt viking-bersærkergang på guitaren, og ”Goodbye Forever” skabte velkommen variation med blød rock-soul og præ-indspillet gospelkor. Endelig lynede den maskulint kampklare ”Seal the Deal” med afvekslede og virtuos musikalitet."

Læs hele anmeldelsen her


BT (4 stjerner)

"Da HMS Volbeat lagde fra land foran 15.000 mennesker i Herning i et orgie af lys og lyd var blot indledningen på koncerten en noget nær bjergtagende oplevelse. Hvilket i øvrigt giver mig en kærkommen lejlighed til at sende rosenbuketter efter Volbeats ubesungne helte – nemlig deres lyd- og lysfolk, som stort set aldrig svigter."

Læs hele anmeldelsen her
 

Gaffa (4 stjerner)
"Så åbnes ballet officielt med “The Devil’s Bleeding Crown”, der med sine tunge guitar-riffs lægger op til en storartet koncertoplevelse a la rock'n'roll. Herefter følger et snorlige medley med “Heaven Nor Hell / A Warrior’s Call / I Only Wanna Be With You”, hvor instrumenterne såvel som Michael Poulsens vokal dundrer derudad, alt imens de 15.000 tilskuere synger kor og vifter armene i vejret. Kombinationen af let metal og 50’er-inspireret rock’n'roll kan næppe støde nogen, og under “Lola Montez” synger og rocker langt de fleste også med."

Læs hele anmeldelsen her
 


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer