Lene Nystrøm, René Dif og Søren Rasted med band leverer en fredagsfest af en anden verden, når AQUA 8. november 2024 gæster Herning og fyrer op under Jyske Bank Boxen med hits som 'Barbie Girl', 'Doctor Jones', 'Roses Are Red', 'My Oh My', 'Turn Back Time', 'Cartoon Heroes', 'Around The World' og 'Back To The 80's'. Det bliver en farverig fest af rang, og i MCH A/S er forventningsglæden da også stor.
- Vi er rigtig glade for at få besøg af AQUA, og vi ser meget frem til koncerten, som utvivlsomt bliver en stor oplevelse for publikum. Bandet var en særdeles vigtig brik i det musikalske landskab i slutningen af 1990'erne og har siden ved adskillige lejligheder demonstreret dets unikke kvaliteter. Gruppens status er både herhjemme og i udlandet ganske særlig, og trioen er blot blevet ekstra aktuel af 'Barbie'-filmen, konstaterer kulturchef i MCH A/S Rasmus Kragh Hansen.
AQUA bidrog til instruktøren Greta Gerwigs ekstremt populære film, idet Nicki Minaj og Ice Spice samplede et stykke af 'Barbie Girl' i nummeret 'Barbie World'. Filmen og soundtracket har betydet, at debutalbummet 'Aquarium' (1997) og især 'Barbie Girl' er genopstået på hitlister verden over, ligesom efterspørgslen på bandet i det hele taget er eksploderet med store turnéer i udlandet til følge. Og nu glæder AQUA sig til at vende hjem og optræde for sine tusindvis af danske fans til gruppens største indendørs koncerter i Danmark nogensinde - det er da også hele 13 år siden, at bandet, der hører til landets mest succesfulde nogensinde, spillede egne headline-koncerter i Danmark.
- Vi har drømt om det her siden midt-90'erne, og vi har forberedt os lige så længe. Danmark, det her kommer I aldrig til at glemme, udtaler AQUA således.
Den absolutte verdenselite
AQUA, der under navnet Joyspeed blev dannet i 1995, har siden gendannelsen i 2016 turneret verden rundt med bandets otte personer store liveband. Hvor flere andre 1990'er-navne optræder playback, har AQUA således taget gruppens kæmpe hits til nye højder og blot gjort dem endnu større og endnu mere levende.
Der findes ikke mange danske bands, der som AQUA bringer minderne frem fra de sene 1990'ere. Og med 38 millioner solgte albums, syv millioner singler, mere end 20 millioner månedlige lyttere på Spotify alene og ikke mindst 'Barbie Girl'-videoen, der i skrivende stund har mere end 1.3 milliarder visninger på YouTube, hører bandet til i den absolutte verdenselite.
AQUA kan opleves i Jyske Bank Boxen fredag 8. november 2024, og billetsalget starter onsdag 1. november 2023 klokken 10.00 lige hér.