05-04-2024  - MCH Presse

’Midt om natten’-premiere for fyldt sal i Herning

’Midt om natten’-premiere for fyldt sal i Herning

Hele holdet bag musicalen ’Midt om natten’ var samlet med administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen i front efter aftenens premiere. Foto: MCH/Tony Brøchner.

MCH’s egenproducerede musicalversion af filmklassikeren ’Midt om natten’ høstede stående bifald, da der fredag 5. april var premiere på forestillingen i MCH Herning Kongrescenter.

FAKTA:

  • Musicalen 'Midt om natten' havde premiere i MCH Herning Kongrescenter 5. april og spiller frem til 27. april. 
  • Hovedrollerne som Benny, Susan Himmelblå og Arnold spilles af Teit Samsø, Laura Wildt og Daniel Høi-Nielsen.
  • Flere lokale aktører bidrager med kreationer såsom kostumer og scenografi til 'Midt om natten', nemlig TEKO og Aktiv Centret.
  • Musicalen 'Midt om natten' er baseret på filmen af samme navn fra 1984 af Erik Balling, Henning Bahs og Kim Larsen. Larsen spillede sammen med Erik Clausen og Birgitte Raaberg hovedrollerne som Benny, Arnold og Susan Himmelblå. Kim Larsen modtog en Robert for sit skuespil i filmen, som han også havde skrevet en lang række sange til.

En fyldt teatersal kunne fredag aften nyde premieren på MCH Musicals opsætning af ’Midt om natten’ i 40-året for filmen af samme navn. Med den charmerende genganger Teit Samsø i hovedrollen samt andre overbevisende præstationer på rollelisten, flotte visuelle virkemidler og et væld af nostalgiske toner fra Gasolin’ og Kim Larsens elskede sangkatalog udspillede en fængende forestilling sig i MCH Herning Kongrescenter.

Inden premieren bød administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, velkommen og takkede både castet, de frivillige kræfter bag musicalen, sponsorer og samarbejdspartnere for at gøre ’Midt om natten’ til virkelighed.

- 'Midt om natten' er en titel, vi er stolte af - og med forestillingen markerer vi både 40-året for filmen, og hylder Kim Larsen for hans betydning for dansk musiktradition - ja, for os allesammen, sagde Georg Sørensen i velkomsttalen til nummer 48 i rækken af egenproducerede MCH-musicals til både børn og voksne siden 1992. 

- En meget kær og en meget stærk tradition. Gennem årene er MCH's musicals blevet et kulturelt særkende for byen og for egnen - og hver eneste gang en helt unik oplevelse.

Medrivende toner i en dramatisk fortælling om drømme, opgør, kærlighed og venskab
Aftenens publikum lod sig betage af den gribende musicalopsætning med karaktererne, og vennerne, Benny og Arnold, der drømmer om deres eget fristed. Fribyttersamfundet Haveje bliver etableret, og kærligheden til Susan Himmelblå spirer, men konflikt melder sig også på banen – både for Haveje og i venskabet mellem Benny og Arnold. Til tonerne af Gasolin’ og Kim Larsens kæmpehits såsom ’Kvinde min’, ’Rabalderstræde’, ’Papirsklip’ og mange flere fremføres dramaet på de skrå brædder med et hav af rappe replikker, livagtige stunts og imponerende indlevelse blandt castet.

MCH’s musicalversion af den populære film ’Midt om natten’ består af både håndplukkede professionelle, frivillige talenter og ildsjæle, hvoraf mange har masser af musicalerfaring, blandt andet fra tidligere MCH-egenproduktioner. En kærkommen genganger fra sidste års egenproduktion Teit Samsø, der spiller Benny, satte ord på aftenens premiere:

- Jeg er helt høj og glad og tilfreds. Jeg synes, det var en fed aften! Det var en fantastisk stemning - det var lige som, jeg ønskede det. 

En folkekær fortælling vækket til live
Musicalen ’Midt om natten’ er baseret på filmen af selvsamme navn af Erik Balling, Henning Bahs og Kim Larsen, der i år kan fejre 40-års jubilæum. Med sine 922.923 solgte billetter er filmen blandt de bedst sælgende danske film, ligesom Kim Larsens album ’Midt om natten’ fra 1983 er det bedst sælgende danske album nogensinde. I MCH’s egenproduktion af ’Midt om natten’ er det instruktør Jens Frausing, der står i spidsen for holdet bag, som består af omkring 80 mand, hvor cirka to tredjedele er frivillige kræfter.

’Midt om natten’ spiller fra 5.- 27. april i MCH Herning Kongrescenter. Billetter kan købes via mch.dk eller på billetkontoret i MCH Herning Kongrescenter. 


Se flere billeder