Legenden Paul McCartney har skabt udødelige tekster, hvorfra mange kan genkende citater. Men i tidens løb har ex-beatlen udtalt sig om mangt og meget. Private, globale og Beatles-relaterede emner. Lær ham lidt bedre at kende igennem disse citater om blandt andet religion, skilsmisse og overforbrug af kød
1. Om dronning Elizabeth II
- Hun er skøn, fantastisk. Hun var meget venlig. Hun var ligesom en mor for os.
Sagt i et interview efter The Beatles modtog ordenen The Most Excellent Order of the British Empire fra hende i 1965.
2. Om at fortolke The Beatles’ sange
- Personligt tænker jeg, at du kan lægge enhver fortolkning ned over hvad som helst, men når nogen foreslår, at “Can’t Buy Me Love” handler om prostitution, så trækker jeg en streg i sandet. Det er at gå for langt.
The Beatles Illustrated Lyrics (1969)
3. Om religion
- Med alt det, jeg har været igennem, har jeg en tro på godhed, en god ånd. Jeg tror, at det, mennesker har gjort med religion, er at personificere godt og ondt. Så godhed er blevet Gud og ondskab er blevet Djævelen (opr.: … ”so good's become God with 'o' out, and evil's become Devil with a 'd' added”). Det er min religionsteori.
The Beatles Anthology, 2000
4. Om The Beatles’ tidlige forventninger til deres succes
- Vi troede, at vi ville blive rigtigt store i Liverpool.
Interview med Larry King, 2007.
5. Om at blive skilt
- Jeg er evig optimist. Lige meget hvor hårdt det bliver, er der altid lys et sted. Resten af himlen er måske overskyet, men det lille stykke blå holder mig oppe.
Sagt under skilsmisse, i interview med Sunday Times.
6. Om at skrive sange med John Lennon
- Når jeg skrev sammen med John, sad han med en guitar. Vi ping-pongede, indtil vi havde en sang. Sådan var det.
Sagt i interview med The Sun, 2015.
7. Om at skrive ”Let It Be”
- Min mor kom til mig i en drøm, efter hun var død nogle år forud. … Jeg var påvirket – det var 60’erne. I drømmen sagde hun: “Du skal ikke bekymre dig. Det skal nok gå. Just let it be.” Og så vågnede jeg op og tænkte: “Wow” og skrev sangen.
Sagt i interview med The Sun, 2015.
8. Om tiden efter The Beatles
- Det var svært at vide, hvad man skulle gøre efter The Beatles. Hvordan lever man op til det?
Sagt i interview i The Guardian, 2016.
9. Om at holde sig relevant i et moderne poplandskab
- Det bekymrer mig ikke. Helt ærligt. Jeg er altid på udkig efter at lave nye ting. Det er mere spændende at skrive sange, hvor du udfordrer dig selv. Det er dét, jeg bekymrer mig om. Beatles’ musik vil nok bestå, uanset hvad jeg gør eller ikke gør. Forstår du, hvad jeg mener? Jeg kan godt lide at beskæftige mig med unge musikere, fordi de bringer en friskhed ind i processen, der er inspirerende.
Sagt i interview med Soundvenue, 2015.
10. Om at være vegetar
- Jeg har været vegetar i mere end 30 år, og jeg mener, at det er et bud på en løsning på nogle af de udfordringer, vi står over for globalt. Kødindustrien og kæder som McDonald’s og KFC er ansvarlige for en abnorm kødproduktion og en dybt forurenende praksis. Det er obskøne mængder kød, de producerer. Køer, der prutter, det er på en måde ret sjovt, men hvis du ganger med milliarder og ser på den faktiske virkning af de gasser, de slipper ud – det gør faktisk en stor negativ forskel. Det handler om fremtiden, det handler om de kommende generationer, om sundhed og velvære… Jeg er glad for at kunne støtte den slags projekter, og jeg oplever at mange, især unge, er interesserede og engagerede i det. Så jeg vil gerne bidrage til at sprede information og foreslå løsninger, så længe jeg ikke prædiker noget. Det ønsker jeg ikke. Folk kan godt tænke selv.
Sagt i interview med Soundvenue, 2015.
Kilder: Wikipedia og de ovennævnte medier