26-10-2017  - MCH Presse

Billetsalget til Metal Cuppens Final Four er startet

Billetsalget til Metal Cuppens Final Four er startet

11 hold kæmper stadig om de fire eftertragtede Final Four-pladser i januar. Foto: Herning Blue Fox

Der er åbnet for billetsalget til januars helt store ishockeybrag i Jyske Bank Boxen, når Metal Cuppen skal afgøres og Danmarks bedste ishockeyhold kåres.

Danmarks stærkeste ishockeyhold spiller 19. og 20. januar Final Four om Metal Cup-titlen og æren af at være dansk ishockeys næste pokalmester i Jyske Bank Boxen i Herning, og kampen om pladserne i ishockey arenaen har allerede skabt masser af opmærksomhed hos de danske ishockeyfans. Slaget om at komme til Herning er i gang, og de 11 Metal Liga-hold kæmper intenst om at komme med:

- Det bliver en fest. Ikke blot for fansene af de fire mandskaber, men for hele ishockey-Danmark. Vi håber, at tilskuere fra samtlige klubber dukker op og skaber en stor event og måske en ny tradition. Vi glæder os i hvert fald til at teste konceptet, siger DIU-direktør Ulrik Larsen.

Lige nu ligger hjemmeholdet fra Herning og de forsvarende Metal Cup-mestre fra Rungsted til at erobre to af de fire pladser – men intet er dog sikkert endnu, og en svag periode kan komme til at koste dyrt. Final Four-regnskabet gøres op 21. november, hvor samtlige hold har mødt hinanden ude og hjemme en enkelt gang:

- Metal Ligaen er jævnbyrdig og tæt som aldrig før, og Final Four-ræset har givet sæsonstarten en intensitet, vi ikke har set tidligere. Vi tror også på et højt sportsligt niveau til finaleturneringen, siger Ulrik Larsen.

Final Four kan opleves i Jyske Bank Boxen fredag 19. januar og lørdag 20. januar. Billetter kan købes via mch.dk og ticketmaster.dk fra torsdag 26. oktober kl. 10.00. Fra 22. november kan der desuden købes dagsbillet til særlige fanafsnit i Jyske Bank Boxen. 

Læs mere om Metal Cuppens Final Four