07-08-2017  - MCH PRESSE

Bygma Golden League og EM-revanche i Jyske Bank Boxen

Bygma Golden League og EM-revanche i Jyske Bank Boxen

Danmark og Frankrig mødte også hinanden i Jyske Bank Boxen under EM-finalen i 2014. Foto: MCH/Lars Møller.

Danmarks olympiske guldvindere tager imod Norge, Polen og Frankrig i oktober måneds Bygma Golden League på hjemmebane i Brøndby, Aarhus og Herning.

Danmarks håndboldherrer indleder forberedelsen til januar måneds EM i Kroatien, når der står Bygma Golden League på programmet 26.-29. oktober i Brøndby Hallen, Ceres Arena og Jyske Bank Boxen. Danmark indleder træningsturneringen i Brøndby Hallen mod de regerende VM-sølvvindere fra Norge, torsdag d. 26. oktober kl. 21.00. Et opgør der ses meget frem til i Brøndby:

- Vi har mange store events i Brøndby Hallen, men når vores herrelandshold kommer forbi, er det alligevel noget særligt. At de så møder vores norske naboer, der vandt sølv ved VM, gør det bare endnu større. Vi glæder os til at lægge halgulv til den nabofejde, siger direktør i Brøndby Hallen, Carsten Boje Larsen.

Efter opgøret mod Norge drager landsholdet til det jyske, hvor de møder Polen i Ceres Arena i Aarhus. Også i smilets by er der stor glæde over, at håndboldlandsholdet kigger forbi:

- Det er tredje gang i år, at landsholdet spiller i Ceres Arena. Så Aarhus er på mange måder en hjemmebane for landsholdet. Jeg glæder mig til at vi igen kan opleve de olympiske mestre og er sikker på, at der traditionen tro vil være en forrygende stemning og kulisse fra det aarhusianske publikum, siger Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad.

Topopgør i Herning
Det helt store brag i denne Golden League-turnering bliver kampen søndag aften mellem de olympiske guldvindere fra Danmark og de forsvarende verdensmestre fra Frankrig i Jyske Bank Boxen i Herning:

- I MCH er vi glade for at kunne byde håndboldherrerne velkommen på hjemmebane i Jyske Bank Boxen, hvor publikum kan opleve fire af verdens bedste håndboldnationer den 29. oktober. Vi glæder os til revancheopgøret fra EM-finalen 2014 og til at både fans og håndboldstjerner fra Norge, Polen, Frankrig og Danmark igen kommer til Herning, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH.

 

Billetsalget til Bygma Golden League starter medio september, og alle billetter gælder til begge kampe den pågældende dag.

 

Program

Torsdag d. 26. oktober i Brøndby Hallen

18.15: Frankrig-Polen

21.00: Danmark-Norge

 

Lørdag d. 28. oktober i Ceres Arena, Aarhus

16.10: Danmark-Polen

19.00: Norge-Frankrig

 

Søndag d. 29. oktober i Jyske Bank Boxen, Herning

18.00: Polen-Norge

20.15: Danmark-Frankrig