02-08-2017  - MCH Presse

Cykelfesten i Herning er skudt i gang

Cykelfesten i Herning er skudt i gang

Første- og andenpladsen af onsdagens U23 Damernes Enkeltstart går til Pernille Mathiesen og Cecilie Uttrup Ludvig. Foto: Herning Kommune/Charlotte le Fèvre

Startskuddet til EM i Landevejscykling lød onsdag morgen på Kaj Zartows Vej ved MCH Arena i Herning. De fem dages cykelfest fra 2.-6. august byder på cykelløb og masser af aktiviteter for både store og små.

10 hurtige om EM i Landevejscykling

  • 800 ryttere står klar til start
  • 45 nationer er repræsenteret
  • 36 skinnende medaljer skal uddeles
  • 12 konkurrencer for både mænd og kvinder
  • Hold i tre aldersklasser: Junior, U23 og Elite
  • Tre enkeltstartsruter på 18,2, 31,5 og 46 km
  • Landevejsruten er en 20 km lang rundstrækning
  • Magnus Cort står i spidsen for det danske landshold
  • TV-signalet er købt af 71 forskellige lande
  • Ca. 400 frivillige hjælper til under EM

800 af verdens bedste cykelryttere fra 45 europæiske lande deltager i den kæmpestore, internationale cykelevent, der netop er blevet skudt i gang i Herning. Til EM i Landevejscykling 2.-6. august er der både cykelløb og aktiviteter for hele familien på programmet.

36 skinnende medaljer er på højkant, når toprytterne skal kæmpe om europamestertitlen i 12 forskellige konkurrencer i henholdsvis enkeltstart og landevejsløb i aldersklasserne Junior, U23 og Elite. Toprytteren Magnus Cort står i spidsen for det danske landshold, og to etapevindere fra årets Tour de France, norske Edvald Boasson Hagen og polske Marciej Bodnar, kan også opleves på tæt hold på de danske landeveje i og omkring Herning.

Cykelløb og aktiviteter for hele familien

Ved start- og målområdet på Kaj Zartows Vej ved MCH Arena er der et væld af aktiviteter i løbet af ugen. Her er blandt andet tribuner, madboder og en kæmpe Fun Park med cykelbaner, hoppeborge, ansigtsmaling, opvisning i trail-cykling og meget mere.

Onsdagen blev skudt i gang med Cycling for All familieløbet, hvor både børn og voksne begav sig ud på den 11,6 kilometer lange rute og stiftede bekendtskab med den rigtige EM-rute. Også søndag er der mulighed for at deltage i motionsløbet og prøve kræfter med EM-ruten blot få timer før, at eliten skal konkurrere om guldet samme sted.

Guld, sølv og bronze til Danmark på første løbsdag

Allerede efter onsdagens tre løb i enkeltstart har Danmark fået fire medaljer i hus. Bronzevinder Emma Jørgensen indtager som den første dansker podiet efter dagens første løb i Junior Damernes Enkeltstart, og kort efter vinder Julius Johansen sølv til Junior Herrernes Enkeltstart.

Til dagens sidste løb i U23 Damernes Enkeltstart går både guld- og sølvmedaljen til Danmark, hvor titlen som europamester går til Pernille Mathiesen og andenpladsen til Cecilie Uttrup Ludvig.

Se startlisterne og de foreløbige resultater fra EM i Landevejscykling her.

EM i Landevejscykling, EuroRoad17, arrangeres i samarbejde mellem Danmarks Cykle Union (DCU), Sport Event Denmark, Herning Kommune og MCH.

 

Program

Onsdag den 2. august

8.30 - 10.00 // Cycling For All – familieløb (10 km)

10.30 - 12.00 // Enkeltstart - Junior Damer (18,2 km)

12.45 - 14.30 // Enkeltstart - Junior Herrer (31,5 km)

15.00 - 16.15 // Enkeltstart - U23 Damer (31,5 km)
 

Torsdag den 3. august

9.30 - 11.15 // Enkeltstart - Elite Damer (31,5 km)

12.15 - 14.15 // Enkeltstart - U23 Herrer (31,5 km)

15.00 - 17.00 // Enkeltstart - Elite Herrer (46 km)
 

Fredag den 4. august

9.00 - 11.00 // Landevejsløb - Junior Damer (60,3 km)

12.00 - 15.00 // Landevejsløb - U23 Damer (100,5 km)

16.00 - 19.00 // Landevejsløb - Junior Herrer (120,6 km)
 

Lørdag den 5. august

9.00 - 13.00 // Landevejsløb - U23 Herrer (160,8 km)

14.00 - 17.00 // Landevejsløb - Elite Damer (120,6 km)
 

Søndag den 6. august

8.00 - 10.00 // Cycling for all - med tidtagning (60,3 km)

11.00 - 17.00 // Landevejsløb - Elite Herrer (241,2 km)

 

Læs mere om EM i Landevejscykling

Tilmeld dig det store motionsløb