Dansktop Prisen 2018 kan foreløbig præsentere:
- Johnny Reimar
- Klaus & Servants
- Kirsten Siggaard
- Kandis
- Bjørn Tidmand
- Richard Ragnvald
- Dario Campeotto
- Keld og Hilda Heick
Jyske Bank Boxen sætter i april 2018 scenen, når Dansktop Prisen 2018 hylder årets bedste artister indenfor genren med prisuddelinger, dans og masser af live dansktop-musik. Publikum kan se frem til at fejre dansktoppens 50 års jubilæum i selskab med Johnny Reimar, Kirsten Siggaard, Dario Campeotto og mange flere af de største dansktopkunstnere, heriblandt nogle som toppede den første dansktop hitliste for 50 år siden.
Dansktop Prisens forrygende show afholdes for tredje år i træk i Jyske Bank Boxen. Sidste år kunne gæsterne til det udsolgte arrangement i Herning opleve en perlerække af fremragende kunstnere, og det vækker glæde i MCH igen at kunne danne rammen for en fantastisk fest:
- Vi glæder os over, at Jyske Bank Boxen skal danne rammen om den historiske fejring af dansktoppens 50-års jubilæum. Dansktop Prisen er både et flot show, en varm hyldest og en stor dansefest på én og samme gang, som hvert år tiltrækker tusinder af feststemte gæster. Vi ser frem til at fejre alle de folkekære stjerner i Jyske Bank Boxen endnu en gang, siger Nicki Quist, Leder af Kultur i MCH.
En aften med dansktoppens største hits
Familie Journal, som står bag det storslåede show, hylder ved Dansktop Prisen 2018 dansktoppens kunstnere og lovende talenter, som det også har været tilfældet de forgangne år. Dette show er dog noget helt særligt, da det ligeledes fejrer dansktoppens 50 års jubilæum – og det vil kunne mærkes:
- Aftenen vil sætte en tyk streg under, at dette også er en hyldest til dansktoppens 50 år. Jeg glæder mig over, at vi nu kan præsentere flere danske artister, der skal optræde live på scenen i Herning. Sidste års hhv. kvindelige og mandlige dansktop-solist, Kirsten Siggaard og Dario Campeotto, er klar. Det er Hilda og jeg også. Og jeg er sikker på, at Bjørn Tidmand, Johnny Reimar og Richard Ragnvald vil levere nogle af dansktoppens største hits denne aften. Det samme gælder med garanti, når Klaus & Servants indtager scenen, siger Keld Heick, der sammen med Anette Kokholm og Thomas Evers Poulsen har de vigtige roller som aftenens værter.
De mange kunstnere kan opleves til Dansktop Prisen 2018 i Jyske Bank Boxen i Herning lørdag 14. april 2018. Billetsalget er startet på mch.dk.