Køb billetter til en klassisk oplevelse ved at klikke på nedenstående links:
Ballet: Svanesøen med Den Russiske Nationalballet
Koncert: Nytårskoncert med Lauseniana
Opera: La Traviata med Den Jyske Opera
Koncert: Wiener Johann Strauss Gallakoncert med K&K Philharmoniker
Teater: Indenfor Murene med NørregadeTeatret
Operette: Den Glade Enke med OperetteKompagniet
Koncert: André Rieu
Både ballet, opera, operette, klassiske koncerter og skuespil er på MCH's kalender for første halvår af 2018. Storslåede og rørende oplevelser er i vente - med alt fra kærlighed til religion, rigdom og fortryllelse som tema.
30 dansere fra Den Russiske Nationalballet skyder det klassiske nytår ind med opførelsen af Tjajkovskijs eventyrlige ballet "Svanesøen" om en fortryllet svaneprinsesse. Det foregår tirsdag den 9. januar i MCH Herning Kongrescenter.
Fem dage senere, søndag den 14. januar, kan man opleve en festlig nytårskoncert med promenadeorkestret Lauseniana i MCH Herning Kongrescenter. Baryton Frederik Rolin, som i 2016 modtog talentprisen fra Léonie Sonnings musikfond, er med som solist.
Klassikere i topklasse
I februar kan man både se frem til store, klassiske toner når Den Jyske Opera og Aalborg Symfoniorkester indtager koncertsalen med Verdis store opera La Traviata tirsdag den 6. februar og allerede igen halvanden uge senere, når K&K Philharmoniker lørdag den 17. februar gæster MCH Herning Kongrescenter med showet "Wiener Johann Strauss Gallakoncert".
På teaterfronten kan man også glæde sig til en stor, dansk klassiker. Skuespillet "Indenfor Murene", som kan opleves i MCH Herning Kongrescenter søndag den 11. marts, er skrevet af Henrik Nathansen i 1912 og omhandler en jødisk københavnerfamilie. Stykkets temaer generations- og religionsoprør kan genkendes i vor tid, og det klassiske skuespil er dermed stadig relevant.
Populær operette og gensyn med en superstjerne
"Den glade enke" af Franz Lehár er en af de mest populære operetter overhovedet, og torsdag den 19. april kan den opleves i MCH Herning Kongrescenter, opført af OperetteKompagniet.
Glad stemning bliver der også, når violinisten André Rieu vender tilbage til Jyske Bank Boxen fredag den 22. juni. Aftenen vil byde på verdenskendte romantiske melodier fra musicals, film, operaer og de skønneste valse. Med sig har André Rieu sit 60 mand store Johann Strauss Orkester, verdens største, private orkester.
- Vi ser frem til et forår med mange storslåede, klassiske oplevelser i MCH. De klassiske genrer byder altid på store øjeblikke, der berører på en særlig måde. Så vi glæder os til at tage hul på det klassiske program i det nye år, siger leder af Kultur i MCH, Nicki Quist.