Allerede nu kan de mange danske Marcus & Martinus-fans godt begynde at glæde sig til et gensyn med de norske teenage-idoler, deres populære pophits og imponerende sceneshow. Marcus & Martinus vender nemlig tilbage til Herning, når de fredag 9. februar 2018 giver koncert i Jyske Bank Boxen, som en del af deres ”Moments Tour”.
Pop-tvillingerne gæstede tidligere på året en udsolgt Jyske Bank Boxen, hvor de leverede stort set hele kataloget af hits og charmerede sig lige ind i de mange pigehjerter. Duoen tryllebandt både anmeldere og de omkring 13.000 publikummer, som sang med fra første tone og satte en tyk streg under, at der var tale om et popfænomen, Skandinavien ikke har set magen til i mange år. Man ser i MCH derfor frem til igen at kunne byde Marcus & Martinus samt deres engagerede fans velkommen tilbage til Jyske Bank Boxen:
- Den udsolgte koncert i september var noget helt særligt for dem, der oplevede tvillingernes fantastiske show. Drengenes popularitet blev dog også understreget ved, at mange ikke nåede at sikre sig billet til koncerten i september. Derfor glæder det os, at de tusindvis af fans i Danmark nu får endnu en mulighed for at opleve de charmerende og talentfulde brødre og deres nye sange. Vi ser frem til igen at byde dem velkommen i Jyske Bank Boxen, siger Nicki Quist, Leder af Kultur i MCH.
Ny musik til de mange fans
Tvillingernes nye album ”Moments” udkommer 17. november og byder på et væld af nye popsange, som de mange fans kan synge med på:
- ”Moments” handler ikke om at se sig tilbage, men om nuet. Den handler om alle de øjeblikke, vi oplever på denne fantastiske rejse. Det er som at leve i et eventyr fuld af øjeblikke, fortæller Marcus, og Martinus tilføjer:
- Det er ikke kun, når vi spiller i kæmpe arenaer foran tusinder af fans, men for eksempel også min brors latter, når jeg fortæller en joke og de oplevelser, vi har sammen, når vi rejser. De øjeblikke, når vi møder vores fans og ser deres glade ansigter. Vi håber at få mange flere af den slags øjeblikke næste år.
Den første single ”Make You Believe In Love” er produceret af Red One, og er allerede ude nu. Gennem arbejdet med Red One, en af de mest succesfulde producere i verden, der har haft globale hits med superstjerner som Lady Gaga, One Direction og mange flere, beviser Marcus & Martinus, at de er på vej til at blive en dominerende faktor indenfor popmusik.
Pop-tvillingerne har dog allerede gjort lynkarriere. Det hele startede med Norges svar på MGP i 2012, hvor de vandt med sangen ”To Dråper Vann”, og siden har brødrene erobret hitlisterne og er blevet Norges største teenageartister.
Marcus & Martinus giver koncert i Jyske Bank Boxen 9. februar 2018 og i Royal Arena 10. februar 2018. Billetsalget starter lørdag 21. oktober 2017 kl. 12.00 på mch.dk og ticketmaster.dk.