04-02-2018  - MCH Presse

Højoktan weekend med fart over feltet i MCH

Højoktan weekend med fart over feltet i MCH

Weekenden 2.-4. februar 2018 bød på et væld af motoroplevelser for alle til Motorshow 2018 i MCH Messecenter Herning og SuperCross & Freestyle Show i Jyske Bank Boxen. Foto: MCH/Lars Møller.

Weekenden den 2.-4. februar bød på motoroplevelser for alle i MCH Messecenter Herning og i Jyske Bank Boxen. Her lagde i alt 31.516 vejen forbi Motorshow 2018 og Yamaha SuperCross & Freestyle Show, der var spækket med benzindrevet begejstring, kendte motor-konger, muskuløse maskiner samt adrenalinpumpende show og ræs.

Motorshow 2018: 20.504 besøgende.

Yamaha SuperCross & Freestyle Show: 11.012 besøgende.

En weekend med alle motorcykelmærker, vilde biler, spændende stande og masser af hæsblæsende oplevelser er forbi. Her meldes der om besøgsfremgang på Motorshow, hvor 20.504 besøgende gik på opdagelse i det aktivitetsspækkende motorunivers, hyldede motorsportens stjerner samt livet og adrenalinen-kicket på to, tre, fire og flere hjul.

Det var tredje gang, at Danmarks største bil- og motorcykelshow, som foregik i MCH Messecenter Herning 2.-4. februar, blev gennemført samt en tradition på nu 24. år, da Yamaha SuperCross & Freestyle Show blev kørt i Jyske Bank Boxen 2.-3. februar 2018.

Det er en meget glad og tilfreds Lars Green, arrangør fra ASP Event, der søndag gør status på weekendens begivenheder og besøgsfremgang:

- Det har været en helt igennem perfekt weekend, og som arrangør er vi meget glade og begejstrede. Med så mange entusiastiske og nysgerrige besøgende på Motorshow, har der igen i år været stor opbakning og udstillerne melder om stor tilfredshed, bred interesse samt købelyst, siger Lars Green.

Ros fra motorcykelbranchen og fremgang for markedet
Der var masser af motorbrøl på messen - og især køretøjerne på to hjul var populære. Med hele den danske motorcykelbranche repræsenteret, var der muskuløse maskiner, masser af nyheder og udstyr at gå på opdagelser i for de besøgende.

Erik Blacha, formand for Motorcykel Importør Foreningen, melder om positiv og øget interesse for nye motorcykler:

- Vi har fået positive tilbagemeldinger fra forhandlerne, der melder om bred og stor interesse blandt publikum for nye motorcykler. Efter finanskrisen ser vi en øget efterspørgsel på nye motorcykler og den store interesse vidner om fremgang for markedet. Setuppet var ligeledes flot og gennemført, siger Erik Blacha.

Motorshow 2018 bød på flere end 120 stande og over 43 aktiviteter samt foredrag med blandt andre Jason Watt, der for første gang i Danmark kunne præsentere sin nye Ford GT. Fredag var der lagt op til den helt store YouTube-battle, da Årets Youtubere 2017, Armin, Eiqu Miller og Alexander Husum, dystede i tre forskellige motorsportsdiscipliner; gokart, rally og motocross.

Blandt meget andet kunne de besøgende også opleve verdenspremiere på prototypen på en danskbygget racerbil, få hæsblæsende ture i rally, køre go cart og dele passionen for både nye og gamle køretøjer.

Adrenalinpumpende show, ræs og frieri
Jyske Bank Boxen dannede rammen for to aftener i benzinen, ilden og kærlighedens tegn, da Yamaha SuperCross & Freestyle Show fandt sted for 24. gang. 5.000 tons jord havde omdannet arenaen til et kæmpe cross-mekka. Her kunne publikum opleve det spektakulære show med vilde tricks og hæsblæsende action fra de adrenalinhungrende motocross-kørere. Fredag fik publikum sig noget af en overraskelse, da freestyle motocross-køreren Alex Porsing gik på knæ og friede til sin kæreste midt i Jyske Bank Boxen. Og hun sagde JA!

- SuperCross var igen i år en kæmpe succes. Stemningen var høj, og der var en fantastisk energi blandt publikum, som hyldede motorsportens stjerner samt et passioneret fællesskab om motocross, siger Lars Green.

Hele arrangementet blev traditionen tro afsluttet med Freestyle Show, hvor vilde tricks på motorcykel blev udført højt oppe under Jyske Bank Boxens tag. Thomas Ramette vandt finalen og titlen som King of Herning foran Charles Lefrancois. Tredje pladsen gik til tidligere og femdobbelte cross-vinder Florent Richier. 


Se flere billeder