24-01-2023  - MCH Presse

25 år med Art Herning: Her kommer danskerne tæt på samtidskunsten

25 år med Art Herning: Her kommer danskerne tæt på samtidskunsten

Når Art Herning byder indenfor i weekenden, er det til den 25. udgave af den populære kunstmesse. Foto: Tony Brøchner

I et kvart århundrede har gallerier fra hele landet nu givet danskerne et vindue ind til samtidens kunst og solgt tusindvis af værker til hjem og virksomheder på Danmarks ældste kunstmesse af sin slags, nemlig Art Herning.

Malerier. Skulpturer. Litografier. Fotokunst. Grafik. Keramik. Det er bare nogle af alle de former for kunst, der siden 1998 er blevet fremvist og solgt i tusindtal på Art Herning. Kunstmessen, som MCH arrangerer i samarbejde med kunstgallerisammenslutningen Danske Gallerier, kan i år fejre 25-års jubilæum, når dørene åbnes 27.-29. januar i MCH Herning Kongrescenter.

Messen er dermed Danmarks ældste og længstvarende af sin art, og i MCH ser man frem til at markere et kvart århundrede med en national kunstmesse, som har bragt så mange danskere tæt på samtidskunsten.

- Det er en stor glæde for os alle i MCH-koncernen at kunne fejre 25-års jubilæum for Art Herning sammen med Danske Gallerier, som vi igennem alle årene har haft et frugtbart, godt og tæt samarbejde med, lyder det fra administrerende direktør for MCH A/S Georg Sørensen, der fortsætter:

- Vores fælles gæster holder meget af messen, og mange kommer igen år efter år for at lade sig inspirere og købe kunst med hjem. Kunst spiller en vigtig rolle i vores samfund både på arbejdspladsen og i hjemmet, og vi ser frem til at fejre vores samarbejde om at få kunsten ud til danskerne.

Den bedste platform med aktuel kunst
Også galleriejer og formand for Danske Gallerier Thorkild NB Nielsen taler varmt om det tætte samarbejde.

- Uanset tidens store udfordringer glæder vi i Danske Gallerier os til at fejre Art Hernings 25-års jubilæum. Et smukt og tæt samarbejde med MCH er fastholdt i alle 25 år, og vi glæder os i den grad til at fortsætte samarbejdet og udvikle Art Herning til glæde for de mange tusinder af mennesker, som elsker kunst og gerne vil have et samlet overblik på kunstfronten, siger Thorkild NB Nielsen.

Ifølge formanden er der meget at fejre, når jubilæumsudgaven byder indenfor.

- Art Herning har nu igennem 25 år haft stor betydning for den danske kunstverden og dens store publikum. Tusindvis af mennesker er kommet hvert år for at se, hvad kunsten har at byde på. Art Herning er den bedste platform til at kommunikere den mest aktuelle kunst i Danmark ud til alle kunstinteresserede, og det er også den bedste platform for kunstinteresserede til at orientere sig i, hvad der foregår på den aktuelle kunstscene, siger Thorkild NB Nielsen, som har deltaget alle årene.

Kunst er livsnødvendigt - og det er købers marked
På Art Herning finder man kunst i alle prisklasser; fra et par tusind kroner til et par millioner kroner, og alle gallerierne medbringer et varieret udvalg af værker og fremviser dermed hele spektret i dansk kunst. Kort sagt er der noget for alle. Og ifølge formanden for Danske Gallerier er det intet mindre end en livsnødvendighed at omgive sig med kunst.

- Kunst er en evig kilde til inspiration, og livet er for kort til kedelige rum og vægge. Hvis vi ikke havde kunst, der kunne berige med glæde, fascination og inspiration, ville det være kedeligt at være menneske. Hvad enten det er smuk, grim eller problematisk kunst: Hvis man har overskud til at købe kunst, er det en god investering, for det er en investering i livskvalitet, siger Thorkild NB Nielsen og tilføjer:

- Prissætningen på kunst er ikke fulgt med inflationen, så det er købers marked.

Årets åbningstaler er en sand Art Herning-kender
Den officielle åbning finder steder fredag 27. januar kl. 14.00, og årets åbningstaler er en sand Art Herning-kender: Kunsthistoriker og forhenværende direktør for Statens Museum for Kunst Allis Helleland, der har fulgt messen gennem alle 25 år.

- Det er utrolig fantastisk, hvordan Art Herning har formået at udvikle sig og stå så stærkt igennem så mange år. Jeg har fulgt kunstmessen tæt og set, hvordan den både kvalitetsmæssigt og betydningsmæssigt hele tiden er blevet et hak bedre år for år, og jeg er fuld af beundring. Jeg glæder mig meget til igen at besøge messen og få lov til at tage del i fejringen af jubilæet, fortæller Allis Helleland.

2023-udgaven af Art Herning byder på i alt 42 udstillere, der medbringer kunstværker fra omkring 250 danske og internationale kunstnere. På jubilæumsmessen kan de besøgende opleve en gentagelse af succesen "Start din kunstsamling", hvor gallerierne fremviser værker, der alle har en pris á maksimalt 10.000 kroner. Desuden kan gæsterne komme tæt på nogle af landets helt nye kunstnerspirer, når kunstforeningen Kunst På Arbejde viser 20 værker fra Kunstakademiets årgang 2022. Tiltaget "Mød en gallerist" giver traditionen tro mulighed for at få en guidet tur på nogle af de mange interessante stande.

Læs mere om Art Herning og køb billet her.