16-02-2022  - MCH Presse

30-års jubilæum fejres med storkamp i Jyske Bank Boxen

 30-års jubilæum fejres med storkamp i Jyske Bank Boxen

Jyske Bank Boxen dannede tilbage i 2018 ramme om Champions League-opgøret mellem Skjern Håndbold og Paris Saint-Germain og Mikkel Hansen, der til sommer skifter til Aalborg Håndbold. Foto: MCH/Lars Møller

Skjern Håndbold fejrer klubbens 30-års jubilæum med stor jubilæumskamp mod Aalborg Håndbold i Jyske Bank Boxen til september.

Skjern Håndbold flytter hjemmebanen i Skjern Bank Arena 41 kilometer nordøst for en stund – nemlig til Jyske Bank Boxen i Herning. Her markerer klubben sit 30-års jubilæum 17. september 2022 med en storkamp mod Henrik Møllgaard, hjemvendte Mikkel Hansen og resten af Aalborg Håndbold til kamp i HTH Herreligaen.

- Mikkel Hansen vender hjem til dansk håndbold, og der er vel ikke nogen bedre måde at ønske ham velkommen hjem end til en storkamp med tusindvis af tilskuere på lægterne i Jyske Bank Boxen. Gennem de sidste 20 år har vi haft et fantastisk samarbejde med MCH og har mødt nogle af de største mandskaber i Europa i MCH´s arenaer. Jeg er overbevist om, at vi har endnu en stor oplevelse i vente til september, siger direktør i Skjern Håndbold Carsten Thygesen.

20 år langt og tæt samarbejde
Det er 17. gang på 20 år, at Skjern Håndbold flytter hjemmebanen til Herning. Hos MCH A/S glæder administrerende direktør Georg Sørensen sig over det mangeårige samarbejde med Skjern Håndbold og direktør Carsten Thygesen, der af Georg Sørensen beskrives som prototypen på en god og tæt samarbejdspartner og en værdsat personlig forretningsrelation.

- Vi glæder os rigtig meget over det gode og tætte samarbejde med Skjern Håndbold igennem nu 20 år. Jeg husker tydeligt klubbens første kamp hos os i den Runde Hal B tilbage i foråret 2002. Personligt har det været en fornøjelse at følge klubbens imponerende udvikling siden, og vi er meget taknemmelige for at få lov til at danne ramme om fejringen af klubbens 30-års jubilæum. Der skal lyde et stort og varmt tillykke med jubilæet, udtaler Georg Sørensen.

Billetsalget til kampen mod Aalborg Håndbold og Mikkel Hansen begynder 2. april kl. 10.00 på Skjern Håndbolds hjemmeside.