Fakta:
- Dansk Motorsport Award: 1.800 besøgende
- Motorshow: 19.223 besøgende
- Yamaha SuperCross & Freestyle Show: 11.200 besøgende
- Life on Wheels i alt: 32.223 besøgende
Køen ved indgangen vidnede i weekenden om den kæmpe interesse, Motorshow 2016 oplevede. Motorshow 2016 er det største af sin art på dansk grund og udgjorde med alle motorcykelmærker kombineret med specialbiler, aktiviteter og meget mere en stor del af arrangementet Life on Wheels.
Life on Wheels tæller foruden Motorshow 2016 også Dansk Motorsport Award, som foregik i MCH Messecenter Herning torsdag, og Yamaha SuperCross & Freestyle Show, som foregik i Jyske Bank Boxen fredag og lørdag. I alt deltog 32.223 besøgende.
Gæsterne fordelte sig med 19.223 til Motorshow 2016, 11.200 til Yamaha SuperCross & Freestyle Show samt 1.800 til Dansk Motorsport Award.
Stolte arrangører
- Det er gået over al forventning. Som arrangører er vi benovede og rigtig stolte over interessen, publikum har vist, siger Lars Green fra ASP Event, som sammen med Tino Thorsøe fra Copenhagen Event Company, står bag virkeliggørelsen af Life on Wheels bestående af de tre arrangementer.
Mens de to i samarbejde har skabt Motorshow 2016, har Tino Thorsøe stået for Dansk Motorsport Award, mens Lars Green har taget sig af Yamaha SuperCross & Freestyle Show. Om deres fælles event, Motorshow 2016, siger Lars Green:
- Alle som har deltaget har fået en på opleveren. Og det har været superinteresserede besøgende, som har deltaget. De besøgende på Motorshow har i stor stil været henne og pille ved maskinerne og prøvet at sidde på sædet. Med andre ord har udstillerne mødt besøgende med købspotentiale, konstaterer Lars Green.
Award-show startede hele festen
De fire dage i de to- og firehjuledes tegn blev sparket i gang torsdag den 4. februar med Dansk Motorsport Award, hvilket for første gang fandt sted i Herning. Den nye lokation gav arrangørerne, Copenhagen Event Company i samarbejde med DASU og DMU, mulighed for at skabe et større og mere spektakulært show end tidligere.
- Vi synes, det var en storslået aften, hvor vi sammen med publikum fik hyldet motorsportstjernerne på en måde, de fortjener. Da vi havde større rammer denne gang, havde vi mulighed for at have livebands på scenen, og det løftede hele hyldesten til en ny dimension. Vi og vores medarrangører fra DASU og DMU samt hovedsponsoreren Mercedes er rigtig godt tilfredse, siger Tino Thorsøe.
Fredag og lørdag løb den 22. udgave af Yamaha SuperCross & Freestyle Show af banen. Til formålet var 4.500 tons jord blevet kørt ud i Jyske Bank Boxen, så 30 deltagere fra 14 forskellige nationer kunne dyste om titlen ”King of Herning”. Vinder blev Thomas Ramette fra Frankrig. Foruden tre omgange i finalen, så førte franskmanden alle de heat han kørte både fredag og lørdag. Den schweiziske FMX-legende Mat Rebeaud og det danske talent Alex Porsing var blandt de freestyle riders, som underholdte tilskuerne med vilde tricks og hæsblæsende action på to hjul.
Som tidligere blev supercross-eventen rigtig flot besøgt. Arrangør Lars Green glæder sig over den store interesse og tilslutning arrangementet oplever år efter år. Det var første gang Life on Wheels løb af stablen, og arrangementet er det første af sin art i Danmark.
Billedgallerier
(Foto: Lars Møller og Tony Brøchner)