17-04-2023  - MCH Presse

35-års jubilæum: Transportmessen klar til start med både nye og velkendte udstillere

35-års jubilæum: Transportmessen klar til start med både nye og velkendte udstillere

Transportbranchen samles atter, når Transportmessen løber af stablen 20.-22. april 2023. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Aktivitetsprogrammet er omfattende, når Transportmessen torsdag 20. april slår dørene op til tre inspirerende dage i MCH Messecenter Herning. Og blandt de flere end 350 udstillere finder man både garvede og i dette regi debuterende virksomheder, der alle glæder sig til messen og på hver sin måde har store forventninger.

Skandinaviens førende transportmesse har i år 35-års jubilæum, og det markeres med et højaktuelt og alsidigt aktivitetsprogram og en i det hele taget stort anlagt messe med flere end 350 udstillere. Blandt de nye udstillere på messen finder man Danmarks største tele- og energikoncern Norlys, der blandt andet indfinder sig for at give de besøgende et indblik i virksomhedens planer inden for eMobility - og hvordan eMobility for erhvervsbiler kan kombineres med resten af energisektorens produkter.

- Inden for relativt få år er den politiske ambition og forbrugernes ønsker og forventninger i forhold til eMobility intensiveret. Især segmentet 'erhvervsbiler' er et område, der måske har været lidt i skyggen af privatbilismen. Men tanken om også at konvertere og elektrificere transportsektoren har uden tvivl været en modningsproces - både samfundsmæssigt og teknologisk, konstaterer chef for Indsigt & Innovation i Norlys Mads Bolkjær Winther og uddyber:

- Timing er et vigtigt aspekt. Vi kan ikke sige præcist, hvor mange lastbiler, der skal til, for at vi kan forsvare et etablere en udbredt struktur til opladning. Men omvendt bliver vi nødt til at sikre et minimum af infrastruktur. Vi tror på, at tiden er rigtig, men som nye i transportkategorien, er det vigtigt at deltage på messen. For det første for at gøre os tilgængelige for de kundedialoger der er nødvendige og for det andet for at kunne opbygge et bedre kendskab til området og opsamle domæneviden. Det er gennem dialogen, at vi kan sikre opbygning af de bedste elektrificerings-løsninger til industrien.

Udstiller: Transportmessen har meget stor værdi for os
Mens Norlys er ny på Transportmessen har lasthåndterings-virksomheden SAWO været med alle årene og har atter meldt sin ankomst. Og virksomheden, der er Nordens største inden for sit felt, vender ikke bare tilbage - den stiller slet og ret op med en større stand end nogensinde.

- Vores messedeltagelse er en stor investering, der involverer mange medarbejdere og byder på et stort produktsortiment - det er nemlig her, vi møder kunderne og får mulighed for at fremvise og demonstrere vores nyheder, fastslår marketingkoordinator i SAWO Vivian Keldal Knudsen og fortsætter:

- Det har meget stor værdi for os at være på Transportmessen, for her kan vi komme i dialog med både nye og eksisterende kunder - og vi satser igen på mange interesserede besøgende, der måske endda har fremtidige køb in mente.

Aktivitetsprogram spækket med priser, oplæg og møder
Aktivitetsprogrammet på Transportmessen favner bredt og byder på noget for enhver smag - gennemgående er grønne løsninger i højsædet, hvilket blandt andet afspejles i, at messen byder på både en Grøn Transport-scene og uddelingen af såvel Den Grønne Transportpris som EFFIE-prisen.

Derudover vil Transportmessen øge sit fokus på rekruttering. Udover det tilbagevendende DM for transportlærlinge vil der på messen være et fokuseret rekrutteringsområde, hvor udstillende virksomheder kan præsentere åbne stillinger og måske endda få en ny kollega med hjem.

- Vi er rigtig glade for, at vi med vores aktivitetsprogram beskæftiger os grundigt med ikke mindst fremtidens grønne løsninger og innovation i det hele taget samt uddannelse og rekruttering, som alle er særdeles vigtige emner for transportbranchen. Vi sætter stor pris på den flotte velvilje, som vi under udformningen af programmet har mødt hos alle deltagere og vores samarbejdspartnere, og nu glæder vi os til, at det hele går løs lige straks, lyder det fra assisterende projektleder i MCH A/S Søren Øster Kæmpegaard.

Transportmessen finder sted 20.-22. april 2023 i MCH Messecenter Herning og åbnes officielt af transportminister Thomas Danielsen torsdag 20. april klokken 09.00. Læs mere hér.