Fakta om 3daysofdesign
- 3daysofdesign er en årlig designfestival i København, der er startet i 2014. Det er et internationalt knudepunkt for innovation, der viser inspirerende koncepter inden for livsstil, belysning, møbler og interiørdesign fra nogle af de største aktører bag den danske designscene.
- 3daysofdesign er en eksklusiv begivenhed, der er åben for offentligheden med mulighed for at besøge det brede udvalg af showrooms, udstillinger, pop-up events, workshops og design talks med forhåndsvisninger af nye produkter og kommende trends.
Læs mere her.
3daysofdesign er en af årets vigtige begivenheder i den danske designbranche, og i år ser et nyt koncept dagens lys. DesignCamp Formland er et nyt initiativ skabt af Danmarks førende designmesse Formland, og her bliver det muligt at opleve et bredt miks af stærke designbrands samlet under ét tag 16.-18. september.
DesignCamp Formland finder sted på Docken i Nordhavn – et område der allerede huser mange andre spændende brands og events under 3daysofdesign. Docken kommer til at danne ramme om den unikke designdestination, hvor man kan opleve både etablerede designbrands som Broste Copenhagen, Nordstjerne Copenhagen, Kodanska, H. Skjalm P, Care by Me og mindre start-ups som Mumutane, Encoded, Minding, Studio About, Wahl & Ross og Tibladin samt VIA University College.
I 37 år har vi samlet design- og interiørbranchen på Formland, og vi er stolte af at kunne udvide vores netværk med et spændende koncept under den københavnske designfestival. Vi ser meget frem til at blive en del af 3daysofdesign og give de besøgende mulighed for at opleve vores udstillere i et nyt perspektiv og andre rammer, fortæller projektleder Flemming Andersen, der er ansvarlig for Formland i MCH Messecenter Herning.
Et nyt univers af designoplevelser
DesignCamp Formland på Docken bliver en unik destination under 3daysofdesign, hvor alle sanser bliver sat i spil med indretning, lys, musik, talks og samarbejder med blandt andre pej gruppen, Bloom K, ISH Spirits, Novacolor og New Mags.
På DesignCamp Formland vil det også være muligt at opleve et spændende foredragsprogram tilrettelagt af pej gruppen med talks af designer Anette Eckmann, co-founder af Målbar Jakob Aaen samt trendforskerne Louise Byg Kongsholm og Mads Arlien-Søborg.
3daysofdesign gennemføres 16.-18. september, og DesignCamp Formland på Docken vil være åben torsdag og fredag kl. 10-18 og lørdag kl. 10-16.
Læs mere her.